plain_text
stringlengths 300
10k
| published_date
stringdate 1995-10-18 00:00:00
2024-06-26 00:00:00
| title
stringlengths 1
605
| tags
stringlengths 2
1.37k
⌀ | categories
stringlengths 2
1.04k
⌀ | author
stringlengths 1
635
⌀ | sitename
stringlengths 2
177
| publisher
stringclasses 322
values |
|---|---|---|---|---|---|---|---|
1.200 danske vinavlere har haft en sensationel god høst Søndag 23. oktober 2016 kl. 14:57 Over de sidste 15 år er antallet af danske vinavlere vokset fra stort set ingen til 1.200 - som er medlemmer af foreningen Danske Vinavlere. De fryder sig lige i øjeblikket, fordi årets høst har været sensationel god. Hvilket især skyldtes sensommer-vejret på niveau med det, franske vinbønder arbejder i. Både mængden af druer er betydeligt større og sukkerindholdet højere i år, lyder de tilfredse meldinger fra de danske vinavlere. Vinavlerne kan følges på deres website www.vinavl.dk Del på Facebook Print siden Flere nyheder i denne sektion: - 1.200 danske vinavlere har haft en sensationel god høst - Mand indebrændt i sit hus - Kvinde indebrændt i Næstved - Ung mand dræbt af kniv-stik - Annoncer om - køb og salg - tilbud og events - til kæmpe læsertal - 19 dræbt i helikopter-styrt - Flere biler brændt af - denne gang i det nordjyske - Grænseløs fræk påstand fra politiet - ved grænsekontrol - Tyveri fra pengeskabe med værdier fra døde på sygehus - 310.000 kr. højeste auktion-bud for rækkehus i Nykøbing F - P-vagt overfaldet og banket - Igen en privatskole konkurs
|
2016-10-22
|
1.200 danske vinavlere har haft en sensationel god høst
| null | null |
Guldborgsundavis Dk
|
www.guldborgsundavis.dk
|
guldborgsundavis.dk
|
Ung i krise Frihed, styrke og uendelig appetit på livet. Ungdommen er vidunderlig og fuld af muligheder. Men midt i ungdomsårenes opdrift slår krisen nogle gange ned, verden falder fra hinanden, og det kan være svært at samle den igen. I denne serie sætter Kristeligt Dagblad fokus på fem af de kriser, som rammer nogle unge og sender deres liv i en helt anden retning, end de havde forestillet sig. Læs også Sara Hauge blev midt i sin ungdom diagnosticeret med skizofreni - en sygdom, hun måske aldrig slipper af med, men som hun hver dag øver sig i at leve med En morgen i 2007 vågnede dengang 24-årige Sara Hauge ved, at en dyb mandestemme sang fødselsdagssang for hende. Stemmen var fremmed, men den var i hendes eget hoved.
Stemmen havde sunget for hende mange morgener i træk. Og over længere tid havde et mylder af destruktive tanker hobet sig op - hun var efterhånden helt udkørt og modløs. Den her morgen stod det klart for hende, at et eller andet var helt galt. Så hun stod ud af sengen og ringede til sin læge.
Sara Hauge blev diagnosticeret med skizotypisk sindslidelse, en diagnose, der senere blev ændret til paranoid skizofreni, og som hun også lider af i dag. Dermed er hun en af de mange danske unge, som hvert år rammes af en psykisk sygdom, og som tvinges til at standse midt i ungdommens ræs mod drømme og ambitioner og kigge på, mens de andre haster videre. I Danmark oplever knap hver anden unge i alderen 18-34 år psykiske problemer, viser en ny undersøgelse fra Psykiatrifonden. En landsdækkende registerundersøgelse fra 2014 viser, at 38 procent af alle danske kvinder og 32 procent af alle danske mænd kommer i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem mindst en gang i løbet af deres liv. Ifølge Sundhedsstyrelsens rapport over den danske sygdomsbyrde fra 2015 rammes især de unge kvinder mellem 16 og 24 år af angst og depression. Færre rammes som Sara Hauge af skizofreni, og for denne sygdom gælder det, at den ofte optræder første gang i ungdommen. Og den psykiske sygdom betød for Sara Hauge, at hendes ungdom blev en anden, end hun havde forestillet sig:
"Jeg syntes, at livet var uendelig langt og lå foran mig. Jeg forestillede mig, at jeg kunne tage lige den uddannelse, jeg ville, og rejse, hvorhen jeg ville. Men nu oplevede jeg, at det kunne jeg ikke bare. For jeg var syg. Det var svært at indse," husker Sara Hauge. Hun er ikke alene om den oplevelse. Det fortæller Helge Toksvig Bjerre, der er formand for Sind Ungdom, som driver klubber for psykisk sårbare unge: "Det er et kæmpe nederlag for mange, når de oplever, at de ikke kan det, de troede, de kunne. For der er et enormt pres på de unge for at leve det gode liv med uddannelse, kæreste, tjekkede sommerferieplaner og lange byture," forklarer han og peger på, at psykisk sygdom kan ramme alle. Sara Hauge er vokset op i en kernefamilie på Bornholm - med to søskende og kærlige forældre, der har givet hende en tryg opvækst. Efter gymnasiet flyttede hun til hovedstaden og var netop begyndt på sit universitetsstudie i religionsvidenskab, da hun fik sin psykiatriske diagnose. Lige siden barndommen har Sara Hauge haft forskellige stemmer i hovedet. Hun tænkte aldrig, at der var noget odiøst i det, og det var først i forbindelse med sit psykiatriske behandlingsforløb, hun fandt ud af, at andre mennesker ikke har dem.
Der var den dybe, nederdrægtige stemme, som talte til hende, og som, når det stod værst til, opfordrede hende til at gøre forfærdelige ting som for eksempel at slå sig selv eller sin kæreste ihjel. Og så var der to andre stemmer, som aldrig talte direkte til hende, men i stedet om hende. "Ryger hun nu igen?" kunne de forarget finde på at spørge hinanden. Stemmerne kom og gik og var slemme at leve sammen med i perioder, hvor Sara Hauge var særligt presset. Det kunne nærmest føles, som om hun var i mindretal inde i sit eget hoved. "Nogle gange kunne jeg ikke tænke en tanke til ende, før den blev skudt ned af de tre fremmede stemmer," fortæller hun. I dag kan Sara Hauge se, at stemmerne i hovedet og de hallucinationer, hun siden barndommen har haft, er sygdomstegn, og at de har haft en skadelig indflydelse på hendes udvikling i de tidlige ungdomsår. Spekteret for psykiske sygdomme er bredt og favner over alt fra svære psykiatriske diagnoser som Sara Hauges til mild depression. Og det kan være svært at afgøre, om man "bare" er i mistrivsel, eller om man er psykisk syg. Ifølge Pia Jeppesen, klinisk lektor, ph.d. og overlæge ved Psykiatrisk Center Glostrup, kendetegnes psykiatriske diagnoser ved symptomer, som har en varighed og intensitet, der er ude af proportion med situationen. Det er symptomer, som er forbundet med ubehag for det menneske, de rammer, og som betyder en nedsat funktionsevne, forklarer hun. "For eksempel ængstes vi alle, når vi står over for noget nyt, og det er en normal psykisk reaktion. Men når den tilstand kommer ud af proportion og bliver overdreven, således at personen lider og forhindres i at gøre de ting, som han eller hun plejer at gøre, kan den i nogle tilfælde diagnosticeres som eksempelvis angst. Kort sagt skal man tænke på psykisk sygdom som noget, der ligger i den ekstreme ende af det almindelige," siger hun. Pia Jeppesen mener ikke, at man kan forklare de mange tilfælde af psykisk sygdom hos unge ved at pege på det præstationssamfund, vi lever i i dag: "Livet har altid været fuld af udfordringer, og folk har altid været psykisk syge. Jeg tror ikke, man skal lede efter årsagerne alene i nye fænomener i samfundet, og der er mig bekendt ingen dokumentation, som peger på, at præstationskulturen er en væsentlig årsag til psykisk sygdom." Pia Jeppesen peger i stedet på forekomsten af psykiske sygdomme hos forældrene som en væsentlig faktor. "Vi ved fra befolkningsundersøgelser, at der er en stærk sammenhæng mellem psykiske problemer hos forældre og deres børn. Udviklingen af psykiske sygdomme sker i et komplekst samspil mellem gener og miljø, og vi er jo i en stor del af livet, på godt og ondt, afhængige af vores omsorgsgivere. Studier af tvillinger viser, at det ikke kun er generne, der spiller en rolle, når det kommer til psykisk sygdom, men også psykologiske og sociale faktorer. Så hvis de voksne lider af psykiske sygdomme, vokser deres børn op i en atmosfære, der kan være præget af forældrenes vanskeligheder, og som kan påvirke børnene senere hen," siger hun og peger på, at stigende forekomst af angst og depression hos forældre kan bidrage til stigende forekomst af depression og angst hos unge . Sara Hauges forældre har ikke lidt af psykiske sygdomme, men det var på flere måder en lettelse for hende at finde ud af, at der var en årsag til de problemer, hun gennem sin barndom og ungdom havde haft. At det for eksempel ikke var dovenskab, når hun blev hjemme fra undervisningen på universitetet. At hun måske slet ikke var så ugidelig, som hun længe havde fortalt sig selv, men at det var hendes psykiske sygdom, der tappede hende for overskud. Som teenager havde hun haft svært ved at gribe ud efter en essens i sig selv, som hun kunne bygge en identitet op om. Nu blev den psykiske diagnose identitetsopbyggende for hende på en måde, så den for en tid overtog hele hendes selvbillede. "Når jeg var ked af det, var det altid, fordi jeg var sindssyg. Det blev nærmest sådan, at når jeg mødte nye mennesker, sagde jeg: 'Hej, jeg hedder Sara, og jeg er skizotypisk."
I dag mener Sara Hauge, at det har været noget at det sværeste ved at få en sygdom, som er psykisk: at lære at skelne mellem sig selv og skizofrenien. For hvornår er en følelse, tanke eller reaktion normal, og hvornår er den sygelig? Helge Toksvig Bjerre møder ofte unge i Sinds Ungdoms klubber, som har problemer med deres identitetsdannelse. Ifølge ham skyldes det blandt andet, at ungdommen og identitetsdannelsen kan risikere at blive sat i bero, hvis man på grund af en psykisk sygdom isolerer sig fra sociale sammenhænge. "Men for mange af dem, der kommer i vores klubber, er det også et problem, at omverdenen ikke ser det som det menneske, de er, men udelukkende som deres sygdom." I dag er Sara Hauge stadig syg, og hun ved ikke, om hun nogensinde bliver helt rask. Men gennem terapi har hun fået værktøjer til at håndtere sin sygdom, og hun øver sig hver dag i at blive bedre til at leve sammen med den. Takket være medicin er de fremmede stemmer i hendes hoved forsvundet.
Hvis ikke Sara Hauge var blevet syg, tror hun, at hun var gået efter sin drøm om at skrive en ph.d. på universitetet. Men sygdommen tvang hende til at ændre retning, og hun peger på, at den blandt andet har betydet, at hun ikke kan gøre, hvad samfundet forventer af hende. Hun vil nok aldrig få børn eller varetage et fuldtidsjob. "Og der er ikke noget, jeg ønsker mere end at klare mig selv og være økonomisk uafhængig af andre." Sara Hauge er ikke alene. Ifølge Anne Lindhardt, der er psykiater og formand for Psykiatrifonden, har langt de fleste mennesker med psykiske sygdomme en stor vilje til at arbejde. "Men som psykisk syg har man en lavere tærskel for sårbarhed og stress end raske. Derfor kan eksempelvis småkonflikter på arbejdspladsen komme til at fylde frygtelig meget, ligesom arbejdsopgaver kan blive for komplekse eller omfattende," siger hun og betoner, at det ganske enkelt koster flere kræfter at have et arbejde, når man er psykisk syg. Sara Hauge er i dag 33 år og bor på Amager sammen med sin kæreste. Hun har en bachelorgrad i religionsvidenskab, og siden 2012 har hun lavet poetryslam og blandt andet vundet Danmarks- og københavnermesterskabet i kunstarten, hvor poesi møder et publikum, når forfatteren opfører sine værker. Både i sin poetryslam og i digtsamlingen "Anerkend, at vi er dig" har Sara Hauge skrevet om sin skizofreni. Hun er ikke interesseret i at formidle nøgterne sygdomssymptomer, men derimod små indblik i, hvordan det er at være et menneske med skizofreni. ”Og det er en vild oplevelse, når nogen kommer til mig og siger: Du har åbnet mine øjne.”
|
2016-10-21
|
Sara blev psykisk syg som ung: Nu havde jeg ikke længere alle muligheder i verden
|
Skizofreni, psykisk sygdom, psykiske lidelser
|
Liv & Sjæl
|
Ung i krise Af Thilde Thordahl Andersen
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
Hvis livslængden øges i samme tempo i yderligere 100 år, vil mere end halvdelen af de børn, der er født her i det nye årtusinde, blive mere end 100 år. Skarpe Hjørner & Runde Dage Er du 50 eller 50+, og har du det lidt svært med at have rundet endnu en fødselsdag? I denne bog kan du læse om nogle af de ubarmhjertige aspekter ved at blive ældre, som vi hverken kan eller skal prøve at snakke os fra. Bogen er skrevet af professor og aldringsforsker Kaare Christensen. Læs også relevante temaer Verdensrekorden i livslængde går i det 21. århundrede til de japanske kvinder, men her i Danmark står det heller ikke skidt til. Aldringsforsker Kaare Christensen har skrevet en humoristisk bog til de 50+ med ”stærke scener” for midaldrende og ældre, og opmuntrende nyt fra videnskaben. Læs et uddrag Fra 40 til 80 på 180 år. I Danmark begyndte man at udarbejde nationale statistikker over dødelighed i 1830’erne, hvor middellevetiden var cirka 40 år. Nu er middellevetiden fordoblet til omkring 80 år, og gennem hele perioden har kvinderne haft et solidt forspring af varierende størrelse. Der er mange bud på, hvad der var den største bedrift, menneskeheden udrettede i det 20. århundrede. Den store tilvækst i middellevetid må være en af de oplagte favoritter. Fra midten af 1800-tallet til i dag er middellevetiden blevet fordoblet i vestlige lande. Stigningen skyldtes i første omgang et fald i dødeligheden blandt børn og unge, men siden 2. verdenskrig er fremgangen primært drevet af et fald i dødeligheden blandt ældre. Fremgangen i overlevelse blandt ældre har været så markant, at det i dag kun er halvt så farligt at være i 80- og 90-årsalderen, som det var i årene efter 2. verdenskrig (den årlige dødsrisiko er halveret i denne periode). Læs et interview med forfatteren her En anden måde at betragte udviklingen på er at vende blikket ud i verden og se, hvor man har haft verdensrekorden i livslængde. Vinderen her i det 21. århundrede har været japanske kvinder. Udviklingen har fulgt en lige linje med en fast fremgang gennem en periode på mere end 150 år, og det er ikke småting, vi taler om, men en fremgang på to til tre måneder pr. år. Man kan tænke på det på den måde, at man får januar, februar og det meste af marts ”gratis” hvert år. Eller man kan forestille sig, at man lever en uge og sparer næsten en weekend, eller at det ikke tæller, hvis man sover seks timer om natten – for middellevetiden øges med 6 timer pr. døgn. Der eksisterer ikke nogen demografisk eller biologisk ”naturlov”, der forudsiger, at rekorden i middellevetid skulle følge en ret linje. Det er faktisk bemærkelsesværdigt, at den gør, for baggrunden for denne udvikling har været meget forskellig gennem tiderne. Når man ser, at livslængderekordlinjen er en helt lige linje siden 1840, er det fristende at prøve at forlænge linjen og på den måde komme med en prognose for, hvordan livslængden vil udvikle sig i fremtiden. Men det kan være problematisk at forlænge sådanne lige linjer. Til sammenligning er den hastighed, hvormed rekorden i 100-meter løb er blevet slået gennem tiderne, tilnærmelsesvis også en ret linje. Hvis man forlænger denne linje, vil man derfor i teorien kunne finde det tidspunkt, hvor en 100-meter kan løbes på 0 sekunder eller for den sags skyld på minus 5 sekunder, hvilket naturligvis viser, at man skal være forsigtig med den slags forlængelser. Et andet eksempel: I midten af det 20. århundrede steg højden hos danske mænd på session også efter en ret linje (ca. 5 cm på 20 år), hvorefter fremgangen klingede af og stabiliserede sig fra 1980’erne og frem – linjen fortsatte ikke. Vi ved ikke, om linjen med længere og længere rekordmiddellevetid vil fortsætte, og vi kender ikke den nærmere biologiske baggrund for den markante regelmæssige fremgang. Omvendt kender vi heller ingen biologisk defineret øvre grænse eller indbygget ”selvmordsbombe”, der siger ”hertil og ikke længere”. Så det, vi kan sige er, at det indtil videre er gået vældig godt med udviklingen i livslængden, og at der ikke er tegn på, at fremgangen er ved at stoppe. Det svarer til, at man sidder i et tog, der har kørt med konstant hastighed i mere end 150 år, og nogen så spørger, hvor længe det kan blive ved at gå godt. Til dette må vi svare, at det kan vi ikke vide, men indtil videre ser det godt ud – toget kører stadig med samme hastighed. Og for Danmarks vedkommende kan vi også sige, at mange lande ligger langt foran os, så der er plads til betydelig fremgang for os danskere indenfor det allerede kendte. På den baggrund er man naturligt nødt til at forholde sig til spørgsmålet om, hvad det vil betyde for vores befolkningssammensætning, hvis udviklingen fortsætter. Som det ses af Boks 2, havde befolkningssammensætningen i Danmark frem til 1945 en traditionel pyramideform med flest unge og et faldende antal personer med stigende alder, heraf også navnet ”befolkningspyramiden”. Prognosen for 2050 er baseret på en relativt forsigtig fremskrivning og viser, at vi formentlig i fremtiden vil have den usædvanlige situation, at der vil være langt flere ældre end yngre mennesker, hvis udviklingen fortsætter som hidtil. Men allerede nu i starten af det 21. århundrede er det så som så med pyramideformen i vores befolkningssammensætning, da vi lever længere, og i en årrække har fået færre børn, end man gjorde tidligere. Og udviklingen kan faktisk vise sig at blive endnu mere dramatisk. Hvis livslængden øges i samme tempo i yderligere 100 år, vil mere end halvdelen af de børn, der er født her i det nye årtusinde, blive mere end 100 år. Og her taler vi ikke om børn, der skal fødes ude i fremtiden, og heller ikke om nogen ny udvikling, men derimod om de børn, der i dag går i vuggestue, børnehave og skole, og om den udvikling, vi har haft i 150 år. Skeptikere mener, at vi snart støder på et loft for livslængden, mens andre vil sige, at den fremgang, vi har set indtil nu, er småting i forhold til, hvad vi vil se i fremtiden som følge af teknologiske og medicinske gennembrud. Gennem hele det 20. århundrede har fremtrædende videnskabsfolk og nationale statistiske myndigheder med jævne mellemrum hævdet, at grænsen for øgning af middellevetiden nu var nået. I begyndelsen af det 20. århundrede var mange enige om, at det kun var de mest urealistiske optimister, der kunne mene, at middellevetiden nogensinde ville passere de 65 år. I slutningen af det 20. århundrede var denne grænse - trin for trin – blevet hævet til 85 år, men også den er slået af de japanske kvinder, som nævnt ovenfor. Øjensynlig mener hver generation, at toppen er ved at være nået med dem selv - det kan simpelthen ikke blive ret meget bedre. Der har været en vis bekymring for, om mennesket rent psykologisk kan magte at leve længere og længere, men indtil videre er det gået meget godt. Undersøgelser af hele årgange af 100-årige viser, at selv i denne gruppe vil hovedparten gerne opleve en dag mere. Det meget lange liv både fascinerer og skræmmer. Jonathan Swift sagde, at ”alle vil leve længe, men ingen vil være gammel”, og det evige liv på jorden er et fast skræmmebillede lige fra den græske mytologi i myten om Eos og Tithon (Boks 4) over Simone de Beauvoir i bogen Alle mennesker er dødelige til Woody Allens ord om sin manglende lyst til det uendelige liv: ”Evigheden er nok alligevel kedelig – især hen mod slutningen”.
Men én ting er, hvor længe man lever, en anden er, hvordan man har det. Det siges ofte, at det kun giver mening at stræbe efter at opnå flere leveår, hvis det er såkaldt ”gode leveår”. Dette er der sjældent uenighed om. Det interessante i diskussionen opstår, når der spørges ind til, hvad der menes med ”et godt leveår”, og her spiller alderen en meget stor rolle for vurderingen.
|
2016-10-20
|
Det meget lange liv er både fascinerende og skræmmende
|
alder, aldring, Tid, udvikling, sundhed
|
Liv & Sjæl
|
Boguddrag Kaare Christensen; Professor Og Aldringsforsker
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
Læs også relevante temaer Den republikanske præsidentkandidat Donald Trump udløser chokbølger i den sidste tv-debat ved at nægte at garantere, at han vil anerkende valgresultatet Siden USA's grundlæggelse i 1776 har det været en del af nationens demokratiske tradition, at den part, som taber præsidentvalgkampen, offentligt udtrykker sin støtte til vinderen og dermed er med til at sikre en fredelig overlevering af magten. Denne 240 år gamle politiske tradition kan blive brudt, hvis den demokratiske præsidentkandidat Hillary Clinton vinder valget den 8. november. Det gjorde republikaneren Donald Trump klart, da han i den tredje og sidste tv-debat mellem præsidentkandidaterne i nat nægtede at udstede en garanti for, at han vil anerkende valgresultatet.
”Det vil jeg fortælle, når tiden kommer,” sagde Donald Trump som svar på et direkte spørgsmål fra ordstyreren, Fox News-værten Chris Wallace.
Donald Trumps erklæring kommer efter en usædvanlige uge i valgkampen, hvor han har sendt en geværsalve af angreb mod selve den amerikanske demokratiske institution ved at hævde, at en omsiggribende hemmelig alliance bestående af Clinton, de globale eliter og nyhedsmedierne bekæmper ham, og at der kan blive svindlet med valgresultatet. Trumps svar i tv-debatten udløser chokbølger i USA, hvor det er helt uhørt, at en præsidentkandidat sætter spørgsmålstegn ved et centralt demokratisk princip.
”I den tredje og sidste tv-debat gik Donald Trump fra at fornærme den amerikanske vælgers intelligens til at fornærme selve det amerikanske demokrati,” skriver eksempelvis avisen New York Times i en leder. Også Hillary Clinton reagerede skarpt.
”Det er rædselsvækkende,” sagde hun og påpegede, at Trump ofte fremkommer med anklager om fusk, når han er i modvind.
Den 90 minutter lange tv-debat, der fandt sted i kasinobyen Las Vegas i delstaten Nevada, var præsidentkandidaternes sidste møde ansigt til ansigt, inden amerikanerne sætter deres krydser på valgsedlerne om mindre end tre uger. Det var Trumps måske sidste chance for at vende skuden i en stadig mere ulige valgkamp, hvor han er plaget af en krise udløst af afsløringer om hans upassende opførsel over for kvinder. I tv-debatten afskrev han de mange historier om, hvordan han skulle have gramset på eller kysset kvinder uden deres samtykke, som ”løgne” og ”fiktion” opfundet af Clinton-kampagnen. ”Ingen har mere respekt for kvinder end jeg. Ingen,” sagde Trump. Ifølge meningsmålinger er den republikanske kandidat bagud i næsten alle de delstater, som han er nødt til at vinde for at bevare en chance for at besejre Hillary Clinton. USA's førende valgforsker, Nate Silver, vurderer, at Hillary Clinton lige nu har 87,3 procent chance for at vinde præsidentvalget.
Mens Trumps kommentar om valgresultatet vækker stor opsigt, adskilte debatten sig også fra de to øvrige debatter ved at indeholde en diskussion af værdipolitiske emner såsom våbenretten og abortpolitik. Donald Trump har tidligere sået tvivl om sit syn på svangerskabsafbrydelse, men under debatten bekræftede han, at han som præsident vil udnævne konservative højesteretsdommere, der vil omstøde abortretten. Clinton sagde til gengæld, at staten ikke bør blande sig i ”en af de muligvis værste beslutninger, som en kvinde eller hendes familie er nødt til at træffe”.
Donald Trump svarede igen med en henvisning til den høje øvre grænse for abort i nogle amerikanske delstater: ”Hvis man gør, som Hillary vil, kan du i den niende graviditetsmåned tage babyen og rive babyen ud af livmoderen lige inden babyens fødsel”.
De to præsidentkandidater synes at nære tydelig modvilje mod hinanden, og de gav hverken hinanden hånden før eller efter debatten.
En af debattens mest anspændte øjeblikke fandt sted, da Clinton beskyldte Trump for at være den russiske præsident Vladimir Putins ”marionetdukke” og pegede på, at russiske hackere angiveligt arbejder for at underminere hendes valgkampagne og hjælpe Trump til en sejr. Senere i debatten fandt også Donald Trump skældsordene frem, da han afskrev Clinton som ”sådan en ækel kvinde”.
Præsidentvalget finder sted den 8. november. Den næste præsident overtager Det Hvide Hus den 20. januar næste år.
|
2016-10-20
|
Trump chokerer i tv-debat
|
Trump, Clinton, præsidentvalg
|
Udland
|
Af Sidsel Nyholm; Korrespondent; USA
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
Læs også Hvorfor skifter bladene farve? Hvornår blev efterårsferien indført? Hvor langt flyver den trækfugl, som flyver længst om året? Tag quizzen og find ud af, hvor meget du egentlig ved om efteråret Efteråret er årstiden for regn og tiltagende kulde. Derfor har vi lavet en lille quiz, du kan hygge dig med indendørs.
|
2016-10-20
|
Test din viden om efteråret
|
efterår, Quiz, blade, trækfugl
|
Quiz
|
Efterårsquiz Af Rasmus Fahrendorff
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
Vores rådgivere får flere og flere henvendelser fra det, de betegner som desperate mennesker, der mangler penge til mad til børnene, vinterstøvler og flyverdragter.Mads Roke Clausen, direktør i Mødrehjælpen Læs også Efter kontanthjælpsloftet trådte i kraft 1. oktober, oplever flere af landets hjælpeorganisationer allerede en stigning i henvendelser fra folk med økonomiske problemer. Det vil ikke få flere i arbejde, mener Mødrehjælpen og Socialdemokratiet Både Mødrehjælpen og Kirkens Korshær melder om en stigning i antallet af borgere, der henvender sig for at få økonomisk hjælp, efter de er blevet ramt af det kontanthjælpsloft, der sidste år blev vedtaget af regeringen, Liberal Alliance, Konservative og Dansk Folkeparti. Mødrehjælpens direktør, Mads Roke Clausen, forklarer, at hvor de normalt får flere forskelligartede henvendelser fra folk, der søger eksempelvis juridisk, psykologisk eller social hjælp, så handler de fleste henvendelser lige nu om økonomi. ”Vores rådgivere får flere og flere henvendelser fra det, de betegner som desperate mennesker, der mangler penge til mad til børnene, vinterstøvler og flyverdragter. Så de er meget pressede,” siger Mads Roke Clausen. Men ifølge Dansk Folkeparti, der har været med til at stemme aftalen om kontanthjælpsloftet igennem, kan de borgere, der bliver ramt, undgå at blive omfattet af loftet, hvis blot de finder et arbejde få timer hver uge. Målet med hele aftalen er netop, at få folk i arbejde, siger partiets beskæftigelsesordfører, Bent Bøgsted. ”Ifølge 225-timersreglen skal de faktisk kun arbejde 5-6 timer om ugen for at undgå at gå ned i ydelse. Det står meget klart i loven, at jobcentrene skal hjælpe dem med at finde et sådant arbejde,” siger han. Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører, Leif Lahn Jensen, ser dog henvendelserne til hjælpeorganisationerne som udtryk for, at aftalen snarere vil skabe flere fattige end få flere i arbejde. Partiet havde samme anke, da aftalen blev vedtaget i foråret, påpeger han. ”Det viser jo, at vi havde ret, da vi sagde, at det kun vil skabe mere fattigdom og flere, som må flytte fra deres bolig. Det var det samme, der skete, da man i starten af 00’erne indførte et kontanthjælpsloft. Dengang virkede det heller ikke,” siger han. Samtidig peger han på, at der simpelthen ikke eksisterer nok arbejdspladser henvendt til mennesker, der eksempelvis på grund af sygdom, kun kan arbejde få timer om ugen. ”Det er ansvarsforflygtigelse, når man sender problemet videre til jobcentrene. De kan ikke gøre noget, hvis arbejdspladserne reelt set ikke eksisterer. Så man sætter altså nogle af de her mennesker i en ufattelig vanskelig situation,” siger han. Men den kritik afviser Bent Bøgsted (DF). Han mener, at hvis nogen bliver fanget i systemet, så skal der gøres mere i kommunerne for at afgøre, om det overhovedet er meningen, at de skal være på kontanthjælp. ”Hvis folk ikke kan klare at arbejde, så kan det jo være, at de slet ikke skal være på kontanthjælp, men i stedet i et ressourceforløb, hvor man kan få afklaret eventuelle problemer, de måtte have. Hvis man er i et ressourceforløb, er man ikke omfattet af loftet. Der har nogle kommuner simpelthen svigtet,” siger han. Hos Mødrehjælpen er man enig i, at der skal større helhedsorienterede indsatser til, hvis man skal hjælpe de ramte borgere ind på arbejdsmarkedet. Mads Roke Clausen kalder det dog naivt at tro, at man kan få flere på arbejdsmarkedet blot ved at ramme dem på økonomien. ”Vi siger ikke, at penge ikke betyder noget. Men hvis vi skal have flere af de her mennesker i arbejde, skal der meget større indsatser til. Mange af dem vi rådgiver, kan vi godt hjælpe, men det kræver store sociale indsatser ,” siger han.
|
2016-10-18
|
Mødrehjælpen: Kontanthjælpsloft gør udsatte borgere desperate
|
hjælpeorganisation, mødrehjælpen, Politik, Dansk Folkeparti, socialdemokratiet, kontanthjælpsloft
|
Samfund
|
Af Rasmus Fahrendorff
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
Læs også relevante temaer I et sundt demokrati må kunne tale lige ud af posen. Selvom tonen i den amerikanske valgkamp har været særdeles grovkornet, kan man glæde sig over, at den som efterstræber verdens højeste embede, må træde offentligt frem, tale sin sag og finde sig i kritik, skriver Jesper Bacher ”Demokrati i Amerika” lyder den danske titel på et af de mest berømte værker om demokratiets fysiognomi. Forfatteren var den franske aristokrat Alexis de Tocqueville, som i 1830'erne foretog en studerejse til USA. En slags politisk fremtidsrejse, for demokratiet skulle jo senere krydse Atlanten og blive styreform også i det gamle Europa. Jeg tog mig i at tænke, hvad den fintfølende og observante Tocqueville mon ville sige til den verserende præsidentvalgkamp? Hvad havde han tænkt, hvis han havde overværet den sidste debat mellem Hillary Clinton og Donald Trump, som den udspillede sig i Las Vegas? Tocqueville, som kunne anføre, at ”I demokratierne er manererne aldrig så raffinerede som hos de aristokratiske folk, men de er heller aldrig nogensinde så grovkornede." Man synes ellers nok, at tonen i valgkampen har været særdeles grovkornet og samtidig lidet raffineret. Det gælder imidlertid også, at man i et sundt demokrati må kunne tale lige ud af posen og kalde en spade for spade. Diktaturer er tabustater, demokratier bør være talestater. Og talt blev der i den sidste debat mellem Hillary Clinton og Donald Trump. Kan man ikke glæde sig over så meget andet i forløbet, kan man glæde sig over, at også den som efterstræber verdens højeste embede, må træde offentligt frem, tale sin sag og finde sig i modsigelser og kritik. Gamle Winston Churchill havde ret: ”Demokrati er den værste styreform bortset fra alle de andre”.
Udtalelsen er også tilpas jordbunden, for det er ikke altid, demokratiet er særligt kønt, og kandidaterne er de bedste. Sommetider har den forkerte mand eller kvinde de rigtige synspunkter, og sommetider må man vælge det mindste onde. Nu er man ikke amerikaner, og det er altid klogt at udtale sig med behørig forsigtighed om andres forhold og politiske kultur. Alligevel kommer resultatet af det amerikanske præsidentvalg i sjælden grad resten af verden ved. Amerikanere får en præsident, men den frie verden får også en, om end uformel, leder.
Er Donald Trump en elefant i en glasbutik, er Hillary Clinton glat som en ål. Har Donald Trump fat i noget rigtigt, overskygges det hurtigt af hans hoved – og hensynsløse facon. Har Hillary Clinton gjort noget forkert, glider hun hurtigt af på det. Er Donald Trump en hedspore, fremstår Hillary Clinton beregnende. Donald Trump gestikulerer på bizar vis og må næsten love mere, end kan han holde. Hillary Clinton er mere dæmpet i kropssprog, men også hun lover, at den amerikanske middelklasse skal se bedre dage og verden se en effektiv bekæmper af terror, hvis hun kommer til magten.
Sådan er politik, og det gælder ofte, som det hedder i en gammel sang: ”Efter hvert eneste valg har jeg masser af gyldne løfter til salg!” Men politik handler også om personligheder, og Donald Trump virker mere i sine følelsers og indskydelsers vold, end godt er. Donald Trump står i vejen for sin sag, mens Hillary Clinton ikke altid står for de rigtige sager. Ja, ”Demokrati i Amerika” er en broget affære, men det er frihedens pris.
|
2016-10-20
|
Donald Trump er frihedens pris
|
Demokrati, USA, Hillary Clinton, donald trump, amerikanere
|
Debat
|
Mediekommentar Jesper Bacher
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
Skam er en vigtig brik for forståelsen af, hvorfor mange bliver ramt af stress. Det mener Pernille Steen Pedersen, der i bogen "Slip stress ud af skammekrogen" beskriver, hvorfor skammen kan overvælde os, når vi ikke har løst en opgave godt nok, eller når vi får kritik af en leder eller en kollega. Læs et uddrag her Margrethe er én af de dygtigste på sin arbejdsplads. Det ved hun godt. Alligevel er der en stemme, der i perioder kritiserer hende og fortæller hende, at hun ikke duer til noget. ”Jeg har meget succes, og alligevel føler jeg mig hele tiden usikker og bange for at blive afsløret, når jeg er sammen med andre og sidder over for nogen, som jeg føler, jeg skal præstere over for,” klager hun. Hun beskriver det som en social fobi, og det undrer hende, fordi hun opfatter sig selv som en udadvendt person. Gentagne gange fremhæver hun, hvordan angsten for at blive afsløret fylder i hendes tanker og ødelægger hendes arbejdsliv. ”Jeg er bange for at blive afsløret. Det er helt eksistentielt. Jeg er bange for, at de andre skal se, hvor forfærdeligt det er, det, jeg laver. At det er pinligt, simpelthen pinligt, det, jeg laver. Jeg er bange for at blive afsløret i slet ikke at have styr på det, og jeg tænker, at de andre har forventninger om, at jeg kan mere, end jeg kan,” sukker hun. ANNONCE: Køb bogen her Skamfølelsen har gjort sit indtog i arbejdslivet som en mægtig kraft, vi må forholde os til, hvis vi ønsker at forebygge stressrelateret sygefravær. Som her hos Margrethe, der er én af de dygtigste på sin arbejdsplads og alligevel ofte oplever at være i tvivl om sin egen formåen. Som afsæt til at præsentere en helt ny tankegang i forhold til at forebygge stressrelateret sygefravær inviterer jeg derfor med ind i skammens verden og viser, hvordan den er ledsaget af misforståelser og fejlfortolkninger. Skam og vores tilhørsforhold til en gruppe
”Mennesket er det eneste dyr, der rødmer. Eller har brug for det”, skrev Mark Twain for over 100 år siden. De fleste af os har prøvet at rødme i situationer, hvor man følte sig pinligt berørt. Prøv at genkalde, hvordan det sidst føltes, da du blev pinligt berørt over noget, der blev sagt eller gjort. Mon ikke dit hjerte bankede, og du blev overstrømmet af varme indeni? Og mon ikke du slog øjnene ned for at undgå andres blikke?
Evnen til at rødme viser vores iboende mulighed for at kunne føle skam, når vi bliver krænket på vores ære, eller når vi oplever, at vores tilhørsforhold til en gruppe er truet. Ordet ”skam” kommer fra en protoindoeuropæisk rod, *skem-, som betyder at dække sig til. Ansigtets rødmen dækker os til, og det samme gør øjenlågene. Skam er en underlig størrelse, for hvor frygtelig den end kan føles, er den samtidig nødvendig for vores overlevelse. Som en indre vogter beskytter skam os nemlig mod skamløs opførsel og minder os om, at vi skal respektere andres grænser. Kender vi ikke følelsen af skam, mærker vi aldrig konsekvensen af, hvad vi har gjort. Derfor er evnen til at føle skam vigtig for, at vi kan have sunde relationer til andre. Skam er i den henseende tvetydig. På den ene side hjælper den os til at undgå ydmygelsen og beskytter os mod at blive udsat for grænseoverskridende opførsel, fordi den får os til at tænke over, hvad andre tænker og føler. På den anden side kan den drive os til opførselsmåder og tankemønstre, som er skadelige for os selv og andre, når vores forestillinger om, hvad andre tænker og føler, tager overhånd. I sin skadelige form er skam ufornuftig og ulogisk. Den kan faktisk være præcis det modsatte af logik – dvs. forværre den problemstilling, som man ønsker at beskytte sig imod. Skam handler om vores tilhørsforhold til en gruppe. Engang var det livsfarligt at blive udstødt af en gruppe. Afviste gruppen os, f.eks. fordi vi overtrådte normerne for god opførsel, blev vi udstødt med døden til følge. Derfor mener nogle forskere, at skamfølelsen har været en overlevelsesstrategi til at sikre vores behov for at opretholde tilknytningen til stamgruppen. Til denne overlevelsesstrategi hører en række reaktionsmønstre, som angiveligt skulle være udviklet i tidernes morgen, hvor vi var jægere og samlere. Disse gamle og nedarvede gruppereaktioner og mønstre er svære at forandre, og de påvirker os, uden at vi selv er klar over det. Forskere i evolutionsteori påpeger således, at de samme mønstre i dag kan vise sig som direkte modspillere. Vores behov for at tilhøre en flok kommer til udtryk i nutiden ved vores afhængighed af at føle os som en del af et arbejdsfællesskab og som en værdig bidragyder til dette fællesskab. Når vi føler os usikre på vores tilhørsforhold til gruppen, begynder vores tanker at kredse mere og mere om, hvad andre tænker. Skamfølelsen kan f.eks. overvælde os, når vi ikke har løst en opgave godt nok, eller når vi får kritik af en leder eller en kollega. Her ser vi nemlig, at vi ikke lever op til vores egne eller andres forventninger, og så mærker vi mindreværdsfølelsen. Skam udspringer nemlig af sammenligning. Vi sammenligner os med andre for at finde ud af, om vi er en del af en flok eller værdig til at være med i flokken. Vi spørger f.eks. os selv: Bidrager jeg med lige så meget som de andre? Bliver jeg behandlet lige så godt som de andre? Vi mærker skamfølelsen gnave, når vi føler os mindreværdige, for skam handler om en bedømmelse af, om man har levet op til det, der forventes, og vi skammer os, når vi ikke lever op til vores egne eller andres forventninger. Vi kan også mærke skamfølelsen, når vi føler os uretfærdigt behandlet. Skamfølelsen udspringer derfor af tanker om, hvordan man bliver opfattet af andre. Den er også ledsaget af tanker om, hvordan andre ser én: Man ser simpelthen sig selv ud fra, hvordan man tror, at man opfattes af andre. Måske kan du også nikke genkendende til angsten for, at andre skal finde ud af, at du ikke er god nok? Måske rammes du pludselig af en frygt for, at andre skal gennemskue dig? Du føler dig måske som en person, andre ser ned på, eller også har du selvbebrejdende tanker, som ikke kan gå væk, selv om du forsøger at fortælle dig selv, at du er god nok. De fleste mennesker har faktisk på et eller andet tidspunkt stiftet bekendtskab med følelsen af at skulle dække over noget, man er bange for, at andre skal finde ud af. ANNONCE: Køb bogen her Kender vi ikke følelsen af skam, mærker vi aldrig konsekvensen af, hvad vi har gjort. Derfor er evnen til at føle skam vigtig for, at vi kan have sunde relationer til andre. Slip stress ud af skammekrogen Har du oplevet situationer, hvor arbejdet har tårnet sig op, imens din indre stemme begynder at dømme dig for alt det, du ikke når, og du begynder at frygte for at begå fejl? Eller har du følt dig trådt på af din leder eller kollega og ærgret dig over, at du igen ikke fik sagt fra? I ”Slip stress ud af skammekrogen” viser Pernille Steen Pedersen nye veje til at forebygge stressrelateret sygefravær for lederen, medarbejderen og kollegaen og giver redskaber til et sundt arbejdsfællesskab, som anerkender svære følelser som skam og stress.
ANNONCE: Køb bogen her. Pernille Steen Pedersen Cand.scient.pol., ph.d. og ansat ved CBS. Indgående viden om indsatser mod sygefravær og holder foredrag om forebyggelse af stressrelateret sygefravær landet over.
|
2016-10-23
|
Uden skamfølelsen, mærker vi aldrig konsekvensen af, hvad vi har gjort
|
Stress, skam, kristeligt dagblads forlag, pernille steen pedersen, sygemelding
|
Liv & Sjæl
|
Boguddrag Pernille Steen Pedersen
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
"De dybeste rødder" På torsdag den 27. oktober udkommer bogen, hvor dronning Margrethe tager læseren på rejse gennem Danmarks historie og taler for første gang indgående om sit land og sine landsmænd. Dronningen fortæller om de første jægerfolk, om vikingerne og om tiden som stormagt. Hun beretter om nederlagene, der næsten udslettede os, og om viljen til at rejse landet igen. Bogen er meget personlig og giver et indblik i, hvordan dronning Margrethe oplevede sin barndom og rejser rundt i landet med forældrene, kong Frederik og dronning Ingrid. Dronningen fortæller også om tiden som tronarving og regent har oplevet de store skift i nyere tid fra kvindefrigørelse til tidens indvandring. Kilde: Gyldendal Læs også I bogen ”De dybeste rødder” om Danmarks historie udtrykker dronning Margrethe en bekymring over kultursammenstød i Danmark og peger på kristendommens betydning. En personlig og klog analyse af vores fælles baggrund, siger Thomas Larsen, der har skrevet bogen Når man tænker på, hvor meget der er sket bare i løbet af de seneste 75 år, ”kan det godt svimle lidt for en”, som dronning Margrethe sagde til sin 75 års fødselsdag. Alligevel kaster Dronningen sig nu over hele landets historie i en ny bog, der udkommer på torsdag fra forlaget Gyldendal med titlen ”De dybeste rødder”. Og rødderne tager Dronningen fat på i sine samtaler med bogens forfatter, Thomas Larsen, lige fra tiden omkring de første jægerfolk over kristendommens indtog i Danmark til Besættelsen og de kulturelle sammenstød, som globalisering og flygtningestrømme fører med sig i dag. Det er enestående at få Dronningens syn på danmarkshistorien, fortæller forfatteren til Kristeligt Dagblad. ”Det er ikke en faghistorikers fortælling om Danmark. Det er Dronningens personlige greb om historien, der bliver lagt frem. Hun vælger skelsættende begivenheder, der har været med til at forme nationen,” siger Thomas Larsen, der blev meget imponeret over regentens omfattende historiske viden:
”Hun har stor historisk indsigt, hun har læst rigtig meget på historien og selv haft fingrene nede i mulden som arkæolog. Det er en viden, der spænder sig fra, at de første mennesker ankom til det område, der senere blev til Danmark, til nutiden og de udfordringer, vi kæmper med i dag, og som hun forholder sig meget direkte til. Hun var faktisk ikke forberedt på de spørgsmål og temaer, jeg dukkede op med til samtalerne. Der lå aldrig et stykke papir foran hende,” siger han. Især de seneste årtiers indvandring til Danmark og det øgede pres på dansk kultur ligger Dronningen meget på sinde, fortæller Thomas Larsen.
”Det, der samler bogen, er en søgen efter, hvem vi er som folk, og hvad dansk identitet er. Jeg siger nok ikke for meget ved at hævde, at Dronningen kigger ud af sit vindue og er vidne til en tid med kæmpe forandringer, en tid, hvor mange mennesker føler, at de ikke kan finde fodfæste. En tid med en ekstremt polariseret debat, der også til tider er hadsk og fjendtlig," siger han og fortsætter: "Der ønsker Dronningen at pege på de ting, der alligevel binder os sammen, og på de steder i historien, hvor det at stå sammen var særlig nødvendigt - som for eksempel efter nederlaget i 1864, hvor nationen var tæt på udslettelse, og befolkningen måtte samles om det, der var tilbage, og dermed sikrede en åndelig, kulturel og økonomisk genoprejsning.” I bogen peger Dronningen blandt andet på kristendommen som et afgørende element i historien. I et kapitel om tro fortæller hun om sin teologiske og trosmæssige rejse samt indgående om kristendommens indflydelse på danskerne som folk. Det vil formentlig afføde en del debat, vurderer Thomas Larsen. ”Hun gør kraftigt opmærksom, at dem, der er kommet hertil uden den ballast og med baggrund i islam, gør klogt i at tage bestik af, hvilket land de er kommet til. Og det hænger nok sammen med, at hun hen over årene faktisk har flyttet vægten lidt i spørgsmålet om indvandring og integration,” siger Thomas Larsen. Han mødte en regent, der var meget overrasket over, at spørgsmålet om indvandring har vist sig meget sværere at løse, end hun havde forestillet sig. ”Dronningen er meget bekymret over, hvorvidt integrationen vil lykkes. Det er kommet bag hende, hvor mange konflikter og spændinger, det har ført med sig. Men grundlæggende er hun optimist og overbevist om, at det kan og skal lykkes." "Hun siger direkte i bogen, at der ikke er noget alternativ. Det er vigtigt at forstå, at hun af hele sit hjerte ønsker, at folk udefra, der kommer hertil, behandles ordentligt, og at danskerne skal hjælpe dem godt på vej. Og for at kunne gøre det, mener Dronningen, at det er nødvendigt at kende sin egen historie.” På den måde er der ikke tale om en almindelig historiebog, hvis man stadig skulle være i tvivl. Man kan måske kalde det en personlig, debatterende danmarkshistorie, medgiver Thomas Larsen:
”Dronningen er i europæisk sammenhæng en ret enestående monark, der tør melde sig ind i nogle af de allermest betydningsfulde og følsomme debatter. Hun holder dem ikke på afstand, men går ind med omtanke og giver sit syn på, hvordan hun ser udfordringerne. Historien er ikke dødt stof for hende, men noget, vi bør lære af.
Hvad kan Dronningen bidrage med historisk set? ”Hvad enten man er royalist eller stålsat republikaner, så har Dronningen opnået en position, hvor alle lytter til hende. Men det er ikke en facitliste, og hun ønsker, at hendes bidrag udfordres,” siger Thomas Larsen, der også er imponeret over Dronningens viden om forsvars- og udenrigspolitik. I bogen tager hun bestik af udviklingen i dansk og international politik, lige fra efterkrigstiden over den kolde krig til Danmarks engagement i det europæiske samarbejde, Berlinmurens fald, det kommunistiske sammenbrud og dansk deltagelse i krige på Balkan, i Afghanistan og Irak. Hvordan Dronningen forholder sig til, at Danmark som småstat ikke længere forholder sig passivt til de store konflikter i verden, vil Thomas Larsen ikke løfte sløret for. Men samarbejdspolitikken under Besættelsen har ifølge ham betydet uendeligt meget for dronning Margrethe.
”Hun blev jo født, netop som tyskerne invaderede landet. Det har været med til at forme hende som menneske. De år har hun talt meget med sine forældre om, og de skammede sig over, at Danmark ikke var i stand til at forsvare sig. Det har præget hende og fastholdt hendes interesse for forsvars- og udenrigspolitik siden. Hun fortæller i bogen, at hun nøje har fulgt politikeres håndtering af og syn på eksempelvis den kolde krig og de trusler, der var dengang, og hun har siddet i en ubekvem position og reelt følt, at mange undervurderede truslerne i de tider.”
Mener hun, at det var rigtigt eller forkert samarbejde med nazisterne?
”Hendes holdning ligger tæt på hendes forældres, der så det som en meget sort periode for Danmark, samtidig med at hun godt ved, at det i situationen var omsonst at gøre modstand. Men hun har det som hendes mor dronning Ingrid havde det, at samarbejdspolitikken næsten var ubærlig. Da den sluttede, og modstandsbevægelsen for alvor viste tænder, kom Danmark ifølge Dronningen på den rigtige side af stregen. Det er der ikke tvivl om. Og at det lykkes at redde de danske jøder har sat sig dybe spor hos hende.”
Læs et uddrag fra "De dybeste rødder", hvor Dronningen fortæller om tro, her.
|
2016-10-23
|
Dronningen i ny bog: Indvandring har vist sig vanskeligere end forventet
|
dronningen, Thomas Larsen, indvandring, Margrethe, Gyldendal
|
Kultur
|
Af Benjamin Krasnik
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
Skuespillere skal sammen med 80 statister skabe søslag og sværdkampe i forestillingen ”Røde Orm” på taget af Moesgård Museum. Ole Thestrup, der spiller Harald Blåtand, genopfrisker historierne fra sin skoletid Ole Thestrup gik kun i skole hveranden dag, men en af de ting han tydeligst husker fra sin tid i landsbyskolen i Koed på Djursland, er historierne om Harald Blåtand og Sven Tveskæg. Nu står han selv overfor at skulle spille kongen, der indførte krisendommen i Danmark. Det sker i forestillingen ”Røde Orm”, der til sommer skal opføres på taget af Moesgård Museum, og tegner til at blive et af de helt store trækplastre under kulturhovedstadsåret i Aarhus 2017. ”Historierne var spændende for sådan en knejt som mig. Siden har jeg tænkt på, hvorfor de var spændende, og det er jo fordi, det er de forfædre, vi nedstammer fra. Jeg synes, det er ret fantastisk at få lov til at spille en af dem,” siger Ole Thestrup. ”Røde Orm” blev præsenteret ved et pressemøde på museet onsdag, og selvom tåge lagde et let slør over de ellers så smukke omgivelser, blev det tydeligt, at alle vikingesejl sættes til for at gøre den to en halv timer lange forestilling spektakulær. 15 skuespillere fra Det Kongelige Teater medvirker sammen med 80 statister. Og Frede Guldbrandsen, der iscenesætter forestillingen, lover os et kæmpe slag med sværd, søslag og masser af både hårdkogte vikinger og skønne møer. Manuskriptet bygger på Frans Bengtssons roman fra begyndelsen af 1940’erne om den unge vikingehøvding Røde Orm, der hvirvles ind i vilde magtkampe. Han når både at blive en af Harald Blåtands mest trofaste støtter og tronarvingen Sven Tveskægs værste fjende, når han satser alt for sin kærlighed til kongedatteren Ylva. Universet leder tankerne hen på episke dramaer som ”Ringenes Herre” og ”Game of Thrones”, og det er meningen, at forestillingen skal være for hele familien. Børn dog først fra 9-10 års alderen.
”Jeg kommer selv fra en lille landsby i Norge, hvor nabolandsbyen hadede os, og man kunne næsten lugte blod, hvis vi slog dem i fodbold. På samme måde kommer de store følelser i sving her, hvor det gælder magtkampe på kryds og tværs,” fortalte Frede Guldbrandsen med store armbevægelser på pressemødet. Han ser samtidig ”Røde Orm” som en konkretisering af det, han kalder, den nordiske tilpasningsevne. ”Harald Blåtand skiftede fra asatro til kristendom for at være sikker på at blive genfødt i himlen, og på samme måde må Røde Orm ofre sin tro for at få kongedatteren. Man har et standpunkt, til man tager et nyt, og sådan var det altså også helt tilbage i vikingetiden,” sagde Frede Guldbrandsen.
Røde Orm ”Røde Orm” er et samarbejde mellem Aarhus 2017, Det Kongelige Teater og Moesgård Museum. Forestillingen koster 24 millioner kroner På museet vil der desuden blive bygget en udendørs vikingelandsby i de uger, hvor forestillingen opføres, og i den permanente udstilling fra vikingetiden, vil historien om Røde Orm blive fremhævet Premiere 24. maj 2017 og spiller frem til 1.juli. En af fire såkaldte mega-events under Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 Iscenesættelse: Frede Guldbrandsen Medvirkende skuespillere, blandt andre: Andreas Jebro, Rasmus Botoft, Ole Thestrup, Christine Gjerulff og Lars Simonsen
|
2016-10-26
|
Vikingespil om nordisk kampiver på taget af Moesgård Museum
|
Moesgaard Museum, Harald Blåtand
|
Kultur
|
Af Dorte Washuus
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
Pave Frans ville ikke være katolsk overhoved, men har formentlig skabt større interesse for kirken end nogen af hans forgængere. Hans fokus på barmhjertighed er blandt andet rundet af en personlig nedtur og to års ensomhed. Mange katolikker elsker ham, andre er forvirrede. Er hans pavedømme mere stil end substans?
|
2016-10-27
|
En forvist præst blev til folkets pave
|
specialhistorie, peterspladsen, Vatikanet, Bergoglio, Argentina, Buenos Aires, Bibelen, Paven, pave frans, Jorge Bergoglio, Kim Schou, Sixtinske Kapel, assisi, clemens, jesuiterordenen, sakramenter
|
Samfund
|
Specialhistorie Af Tobias Stern Johansen; Korrespondent; Tyskland og Kim Schou
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
Hvis du skulle gøre dig bevidst om alle handlinger, du gør, når du starter dagen, ville du slet ikke nå til tandbørsten, før morgenen var ovre.Ole Thyssen, filosof Læs også Vi kan rette vores opmærksomhed mod de interessante træk ved vores eksistens, som vi tager for givet. Det mener filosoffen Ole Thyssen, der har skrevet en bog om noget så omfattende som det at være et menneske Vi er som mennesker så indlejrede i vores væren, at vi lader dens evner folde sig upåagtet ud. Men ifølge filosofiprofessoren Ole Thyssen er det selvfølgelige netop i kraft af sin selvfølgelighed en tanke værd. "Tænk bare på, hvordan ordene kommer flydende til os, når vi taler med hinanden," foreslår han. "Når jeg starter på en sætning, ved jeg ikke, hvor den slutter, men ordene kommer til mig af sig selv. På samme måde er det, når du vågner om morgenen og svinger det første ben ud af sengen. Hvis du skulle gøre dig bevidst om alle handlinger, du gør, når du starter dagen, ville du slet ikke nå til tandbørsten, før morgenen var ovre. Tænk på, at din bevidsthed har rod i en hjerne fuld af milliarder af molekyler, du slet ikke kender, og at den er rettet mod en verden med milliarder af atomer," opfordrer Ole Thyssen. "Det er nogle af de få mirakler ved eksistensen, som jeg gerne vil gøre opmærksom på." Det gør Ole Thyssen i sin nye bog, "En lille bog om eksistensen - Jeg Du Det," som netop er udkommet. I slutningen af 2016 går han på pension fra Handelshøjskolen i København (CBS), hvor han har været ansat siden 1986. Og filosoffen finder det passende at afslutte sin universitetskarriere med netop denne udgivelse. På handelshøjskolen har han nemlig, som han selv udtrykker det, arbejdet med filosofi ud fra en praktisk synsvinkel, og på dørtærsklen til den næste del af hans virke som filosof ville Ole Thyssen gerne skrive en upraktisk bog: "Jeg ville vende tilbage til et gammelt filosofisk tema, nemlig: Hvad er et menneske for noget? Efter endt læsning af bogen er der ingen praktisk gevinst, for filosofiens berettigelse er ganske enkelt at undre sig," forklarer Ole Thyssen og gør opmærksom på, at eksistensen i virkeligheden er en banal størrelse - noget, alle har inde på livet, så at sige. Men hvad er eksistensen, når det kommer til stykket? I bogen definerer Ole Thyssen eksistensen som hvilende på tre præmisser, der står i et gensidigt afhængighedsforhold. Det første er Jeg, det andet er Du - relationen til andre mennesker, og det tredje er Det - den verden, vi lever i. "Jeg kan ikke eksistere, eller for den sags skyld blive til et jeg, uden et Du. Vi ser det tydeligt, når et nyt barn kommer til verden. Her bliver det taget imod, og hvis ingen gjorde det, ville barnet dø. I starten kan barnet kun spjætte og pludre, men dets forældre bliver det Du, som opdrager det og inddrager det i verden - i Det'et." Ifølge Ole Thyssen er de tre præmisser - eksistensens trekant, som han kalder det - en evig fordring for et menneskes eksistens. Det nyfødte barn er på vej til at få en eksistens, forklarer han, mens det demente menneske er på vej til at tabe den eksistens, det har haft gennem livet. "En fuld eksistens er en eksistens, der på én gang favner rum og tid, fortid og fremtid, og som skelner mellem Jeg og omverden. Jeg er så at sige nærværende i sin eksistens. Også spædbørn og demente, eller for den sags skyld mennesker med psykose, har en eksistens, der består af Jeg, Du og Det. Men eksistensen er ikke fuldbyrdet, når man ikke selv kan håndtere de tre størrelser - da er man afhængig af, at andre tager sig af en, og man kan kalde menneskets nærvær i eksistensen for tomt," forklarer Ole Thyssen. "En lille bog om eksistensen" er udkommet på Informations Forlag, og selv om Ole Thyssen har forfattet et værk, der taget fat på et af de mest essentielle temaer inden for filosofien, vil han ikke kalde sin udgivelse for akademisk. Professoren har taget fodnoterne ud af bogens kapitler og flyttet dem bag i bogen, så læsningen ikke forstyrres. Og han er ikke gået metodisk til værks på samme måde, som han ville gøre i en forskningsartikel.
"Jeg har ikke skrevet en lærebog, men man kan måske sige, at jeg har skrevet en højskolebog. Den er en invitation til ethvert nysgerrigt menneske til at tænke over netop det at være menneske."
Og eksistensen er i Ole Thyssens optik ikke kun bundet op på samspillet mellem et jeg, et du og et det. Den er også historisk betinget, forklarer han:
"I middelalderen var menneskers livsform bunden af den store værenskæde, hvor Gud havde sat hver person et sted i verden, og hvor menneskets værdighed handlede om at leve op til den rolle, det af Gud var blevet givet. Derfor siger Paulus for eksempel i Bibelen, at hvis Gud har skabt dig som slave, er det dit formål at være en god slave." Men i dag er den værenskæde brudt op og erstattet af et markedssamfund, forklarer Ole Thyssen. Vi har ikke længere en fast plads i verden, men skal selv skabe vores placering i den. Og det er ikke kun på arbejdsmarkedet og i finansielle henseender, at vi skal konkurrere på markedsvilkår, understreger han. Der er for eksempel også markeder for intimitet, videnskab og politik. "På de forskellige markeder sammenligner man sig. Hvem har den smukkeste kone, den bedste karriere, den smalleste talje? Lige som i erhvervslivet gør vi i de fleste aspekter af livet reklame for os selv." Markedssamfundet handler først og fremmest om individets succes, forklarer Ole Thyssen. "Individet udbyder sig og håber så på, at der er efterspørgsel." Han understreger, at der dog også findes markedsfrie forhold - blandt andet i relationer, hvor mennesker ikke bruger hinanden som et middel, men som et formål i sig selv. Det ses, forklarer han, i de nære relationer. Ole Thyssens syn på eksistensen som præget af markedssamfundet kunne måske lugte af en politisk tilkendegivelse. Men ifølge forfatteren selv er hans nye bog ikke en politisk bog. "Mit filosofiske blik på markedet er ikke det samme som en kritik af markedskræfter. For mig at se er markedet helt uomgængeligt i vores verdenssamfund, og jeg ser nærmere bogen som en oplysningsbog end som en debatbog." I disse brinkmannske tider, hvor vi opfordres til at stå fast og flytte blikket væk fra os selv og ud mod andre, slår Ole Thyssen endvidere fast, at han med sin nye bog ikke ønsker at moralisere over eksistensen. "Jeg kommer ikke med en opfordring til at stå fast eller gøre det ene eller andet. Den terapeutiske dimension er ganske fraværende."
|
2016-10-29
|
Filosof: Eksistensen er mirakuløs, det vil jeg gøre opmærksom på
|
Ole Thyssen, CBS, filosofi, eksistens, Copenhagen Business School, jeg, Du, markedssamfund
|
Liv & Sjæl
|
Af Thilde Thordahl Andersen
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
Da truslen og spørgsmålet om virksomhedens sikkerhed blev dominerende, kom sagens publicistiske kerne i anden række, og JP/Politikens Hus fandt det nødvendigt at lukke munden på migFlemming Rose Læs også relevante temaer Jyllands-Postens tidligere kulturredaktør, Flemming Rose, langer i en ny bog hårdt ud efter den måde, som ledelsen i JP/Politikens Hus har håndteret konsekvenserne af Muhammed-krisen på. Blandt andet skal bladhusets ledelse have forsøgt at indskrænke Flemming Roses ytringsfrihed og truet med fyring, hvis han vidnede i en terrorretssag Flemming Roses forrige bog, ”Hymne til friheden”, udkom på Jyllands-Postens forlag i efteråret 2015.
Det gør hans nye bog ikke.
For ”De besatte”, som bogen hedder, retter en sønderlemmende kritik af den allerøverste ledelse på Flemming Roses tidligere arbejdsplads, som ellers i adskillige skåltaler er blevet hyldet for sit vedholdende forsvar for ytringsfriheden.
Flemming Rose var manden, der som kulturredaktør i 2005 skrev den berømte ledsagetekst til Jyllands-Postens 12 Muhammed-tegninger. Mest berømt sætningen om, at man i et verdsligt demokrati med ytringsfrihed ”må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse”.
Ifølge bogen, der udkommer på forlaget People’s Press, indførte ledelsen af JP/Politikens Hus, der ejer Jyllands-Posten, i 2011 på foranledning af den daværende bestyrelsesformand Jørgen Ejbøl ”en nødretstilstand i forhold til mit virke som redaktør”. Sagt på en anden måde: Ifølge Flemming Rose ønskede i hvert fald dele af ledelsen af det store bladhus at indskrænke ytringsfriheden for Danmarks mest kendte ytringsfrihedsforkæmper, når det gjaldt debatten om ytringsfrihed. ”Ud over ’besat’ blev jeg gentagne gange konfronteret med ord som ’fanatiker’ og ’en mand med en sag’, når JP/Politikens øverste ledelse skulle finde argumenter for at lægge en dæmper på mit engagement i ytringsfrihedsdebatten.” Sanktionerne mod Flemming Rose begyndte først over fem år efter udgivelsen af de 12 herostratisk berømte tegninger af den islamiske profet Muhammed. Tegninger, der har gjort Jyllands-Posten til en af de mest terrortruede virksomheder i den vestlige verden.
”I takt med at den offentlige opinion flyttede sig i Jyllands-Postens retning, svandt opbakningen fra JP/Politikens ledelse til mit engagement i debatten om ytringsfriheden og dens grænser,” skriver Flemming Rose og fortsætter: ”Da truslen og spørgsmålet om virksomhedens sikkerhed blev dominerende, kom sagens publicistiske kerne i anden række, og JP/Politikens Hus fandt det nødvendigt at lukke munden på mig.” Ifølge Flemming Rose blev han i 2011 truet med fyring, hvis han vidnede i en terrorsag, han var indkaldt til i USA. Terrorsagen drejede sig blandt andet om et planlagt terrorangreb på Jyllands-Posten. I samme periode sendte Jørgen Ejbøl, der i dag er næstformand i JP/Politikens Hus, en e-mail med et såkaldt ”forslag til Rose-håndfæstning” til virksomhedens daværende direktør og nuværende bestyrelsesformand, Lars Munch. I mailen indgik en liste med forbud mod blandt andet deltagelse i radio- og tv-programmer og mod at kommentere tegningerne. Et år senere blev forbudslisten fastholdt på ubestemt tid, og der kom til at gå næsten tre år fra deres udstedelse, før Flemming Rose igen for alvor genindtrådte i ytringsfrihedsdebatten. Det skete efter udgivelsen af digteren Yahya Hassans debutsamling. Men forbuddet gjaldt principielt stadig helt ind til Flemming Roses afsked med Jyllands-Posten sidste efterår. Hans forrige bogudgivelse, ”Hymne til friheden”, blev ifølge Flemming Rose ligefrem forsøgt stoppet af bladhusets ledelse. Da Flemming Rose sidste efterår og kort efter Muhammed-tegningers 10 års-jubilæum tog sin afsked med Jyllands-Posten, var det ifølge hovedpersonen ellers efter ” 16 fantastiske år på JP”, en avis, han var ”taknemmelig for de muligheder, jeg har haft som korrespondent og redaktør”. I bogen fastslår Flemming Rose, at ”Jørgen Ejbøl, Lars Munch og Jørn Mikkelsen (Jyllands-Postens daværende ansvarshavende chefredaktør, red.) havde ansvaret for virksomhedens og medarbejdernes sikkerhed. Det havde jeg ikke, så det var lettere for mig at svinge princippernes fane, selv om det ikke var gratis.” Flemming Rose er i dag omgivet af livvagter ved blandt andet offentlige debatmøder. Det er første gang, han går direkte i rette med ledelsen af JP/Politikens Hus. I forbindelse med 10 års-jubilæet for Muhammed-tegningerne sidste år rettede Carsten Juste, der var Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør under Muhammed-krisen, dog en lignende kritik af ledelsen.
”Man opretholder en illusion om redaktionel frihed. Men det holder ikke. Når sager virkelig spidser til, er det kun en illusion,” sagde Carsten Juste i interviewet med dagbladet Politiken. Han fortsatte:
”Med mit kendskab til beslutningsgangene er det mit klare indtryk, at beslutningerne angående genoptryk af Muhammedtegningerne i bladhusene under JP/Politiken-koncernen (Jyllands-Posten, Politiken og Ekstra Bladet, red.) næppe er truffet uden pres ovenfra”.
Dagbladet Information, der fredag bringer et interview med Flemming Rose, har i den forbindelse fået en kommentar fra JP/Politikens bestyrelsesformand, Lars Munch. "For mig drejede det sig i højere grad om mere end 2000 loyale medarbejderes sikkerhed end om Flemming Rose. Han giver nu sin version, som jeg ikke har yderligere kommentarer til," skriver Lars Munch til avisen, der også har fået oplyst, at bestyrelsesnæstformand Jørgen Ejbøl tilslutter sig kommentaren. Flere medier, herunder Politiken og Ekstra Bladet, er dog kommet i besiddelse af en kommende biografi om Jørgen Ejbøl med titlen "Pansergeneralen". I bogen skal Jørgen Ejbøl være citeret for at sige, at "at man som koncernledelse og formandskab står med ansvaret bidende i nakken for alle de ansattes sikkerhed".
"Hvis noget går galt, ville man spørge sig selv til døden: ’Hvad var det, vi ikke fik gjort i tide?’ Derfor er det et totalsvigt at lege med alvoren og sætte sin person foran fællesskabet. Så svigtet ligger hos en mand, som vi har brugt over 130 millioner kroner på at beskytte," siger Jørgen Ejbøl med adresse til Flemming Rose. I slutningen af ”De besatte” skriver Flemming Rose dog, at Ejbøls modstand mod ham kom til at virke ud over Roses egen ansættelse på Jyllands-Posten. Jyllands-Postens daværende chefredaktør, Jørn Mikkelsen, skal nemlig i foråret 2016 – og dermed efter Flemming Roses afsked med avisen - have bedt Rose om ikke at svare på henvendelser fra Jyllands-Postens journalister. Det skete efter sigende efter pres fra bestyrelsesnæstformand Jørgen Ejbøl, der var oprørt over, at Flemming Rose var blevet interviewet i forbindelse med debatten om den såkaldte ”imamlov”.
Jørn Mikkelsen tog i begyndelsen af dette efterår sin afsked som Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør. Hans afløser, Jacob Nybroe, meddelte ved sin ansættelse, at ”læserne kan forvente mindre Muhammed” i Jyllands-Posten i fremtiden. I et efterfølgende interview til DR sagde han, at ”jeg ville ikke have bragt tegningerne – selv om eftertiden viste, at de rejste en relevant diskussion”.
|
2016-10-28
|
Flemming Rose: Jyllands-Posten censurerede min ytringsfrihed
|
Flemming Rose, Ytringsfrihed, Jyllands-Posten, Muhammed-tegninger
|
Samfund
|
Af Thue Ahrenkilde Holm
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
Højskolen kan være med til at besvare grundlæggende spørgsmål som ’hvem er jeg, og hvad er jeg rundet af? Det kunne jo være den her kristne tradition med det hvide slør og præstekjolenMads Rykind-Eriksen, forstander på Røddinge Højskole Læs også relevante temaer ”Højskolebrylluppet” har rødder i gamle traditioner, men er et nyt fænomen på flere af landets højskoler. På Rødding Højskole danner højskolebrylluppet rammen om en samtale om et af livets store spørgsmål En bryllupskage og en præst. En rødmende brud, som skrider ned gennem tilskuerrækkerne iklædt brudekjole. Det ser ægte ud, men tættere på er forloverne iført solbriller, præstekjolen er mest bare en knælang kjole, og gommen er i virkeligheden homoseksuel. Anne Sofie Nissen og Thor Johansson blev i juni gift på Krogerup Højskole - men i højskoleforstand, frem for i kirken. ”Højskolebryllupper” vinder indpas på mange af landets højskoler, hvor der hver årgang afholdes et bryllup mellem to af højskolens elever. Ikke i juridisk, men i symbolsk forstand. Traditionen er ældgammel, men fænomenet nyt. Testrup Højskole afholder hvert år et stort anlagt rollespilsbryllup, mens Vallekilde Højskole de seneste fem-seks år har lånt den lokale kirke og præstekjole til formålet. På Rødding Højskole dannede et højskolebryllup for første gang i år rammen om en debat om brylluppet og ægteskabet, fortæller forstander Mads Rykind-Eriksen. Højskolebrylluppet rammer ind i hjertekulen af elevernes forkærlighed for rollespil, men kan også danne udgangspunkt for en debat om ægteskabet. Et spørgsmål, der virkelig optager højskoleeleverne. I fællesskab med den lokale frimenighedskirke og præst arrangerede Røddinge Højskole et bryllup, hvor gommen friede til bruden, brudeparret blev viet, der blev kastet ris, drukket cider – og bryllupsfesten så gik tilbage i kirken for at diskutere, hvad de egentlig havde været vidne til. Hvorfor til- eller fravælger folk at blive gift? Hvorfor blive gift i kirken? Hvad vil det sige at binde sig i et moderne samfund, hvor kernefamilien og længerevarende parforhold er under pres? ”I øjeblikket var det en fiktiv, opdigtet situation, men den pegede samtidig ind i nogle overvejelser, som eleverne står midt i. Blandt andet om, hvad den form for tilknytning til et andet menneske betyder: Er ægteskabet et afkald på sin frihed, eller kan friheden føles stærkere, jo tættere man binder sig?” siger forstander Mads Rykind-Eriksen.
Halvanden måned efter højskolebrylluppet afholdt skolen en højskolebegravelse i kirken med kiste, rustvogn, taler og en diskussion om, hvad det vil sige, at livet er endeligt. Højskolen udgør et rum, hvor eleverne kan udforske og udfordre den form for eksistentielle spørgsmål, som livet uden for højskolens mure nødvendigvis vil stille dem, siger Mads Rykind-Eriksen.
”En af vores fornemste opgaver på højskolerne er at kaste lys over livet og konfrontere dem med grundlæggende spørgsmål, som jo dybest set handler om, ’hvem er jeg, hvem er vi, og hvad er vi rundet af?’ Det kunne jo være den her kristne tradition med det hvide slør og præstekjolen,” siger Mads Rykind-Eriksen. Der er stor forskel på, hvor forankret i virkeligheden, højskolebryllupperne er. Nogle højskoler afholder en storslået fest med fotografering, festmiddag, bryllupskage og brudevals, mens højskolebrylluppet på andre højskoler er udformet som et skuespil, hvor eleverne tildeles roller som den irriterende svigermor, den jaloux ekskæreste og den drikfældige onkel.
For nogen kan højskolebrylluppet være en måde at forsegle et kæresteforhold i tid, selvom det er et symbolsk, ikke-bindende ægteskab. For Thor Johansson og Anne Sofie Nissen, der i juni blev højskolegift på Krogerup Højskole, var det i højere grad en fejring af årgangens fællesskab, fortæller 26-årige Thor Johansson. ”Det var en smuk, solrig dag og et bryllup, der virkelig føltes skræmmende ægte. Det er en ret fantastisk tradition, ikke mindst fordi det skete alene på elevernes initiativ, og alle var involverede på hver deres måde,” siger han.
Siden deres bryllup har højskoleægteparret Thor Johansson og Anne Sofie Nissen boet 1656 kilometer fra hinanden. Thor Johansson i Island og hans højskolehustru Anne Sofie Nissen i København. Men skal Thor Johansson gøre status, lever ægteskabet stadig i bedste velgående.
”Vi har skrevet sammen over Facebook, og jeg har begravet mig selv i arbejde. Det er et ret succesfuldt ægteskab set i forhold til, at jeg er homoseksuel,” siger han.
|
2016-10-28
|
Vil du højskolegifte dig med mig?
|
højskole
|
Samfund
|
Af Sara Maarup Thomsen
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
Magasin har endelig fået vendt skuden efter mange år nede Onsdag 2. november 2016 kl. 15:28 Det hæderkronede stormagasin Magasin, som har hovedsæde på Kongens Nytorv i København, har endelig fået vendt skuden efter mange år nede i det økonomiske dynd. Det går godt for virksomheden, og som følge heraf vil man nu vende tilbage til den nordjyske hovedstad Ålborg med et stormagasin. Det er 11 år siden, man forlod byen. Magasin forventer at investere 100 million kr. i det nye 7.500 kvm stormagasin i Ålborg. Magasin har også stormagasiner i Århus, Odense, samt Kgs. Lyngby, Rødovre og Ørestaden i København. Desuden naturligvis en webshop. Del på Facebook Print siden Flere nyheder i denne sektion: - Magasin har endelig fået vendt skuden efter mange år nede - Politibetjente skudt i baghold - Landbrugselskab på Lolland erklæret konkurs - Kun 2 reddet - 33 dræbt i ny kulmine-eksplosion - Lastbilchauffør klemt ihjel - Annoncer om - køb og salg - tilbud og events - til kæmpe læsertal - Landejendom på Sydfalster sendt til tvangauktion - Sparekasserøver fanget i bus - Nu også Velux - flytter jobs væk fra Danmark til Tyskland - Maskeret og kniv-bevæbnet bankrøver fik en lang næse - Alternativet vil spare mange bureaukrati-milliarder - Syrisk familiefar mistænkt for mord er rejst til Tyrkiet
|
2016-11-01
|
Magasin har endelig fået vendt skuden efter mange år nede
| null | null |
Guldborgsundavis Dk
|
www.guldborgsundavis.dk
|
guldborgsundavis.dk
|
Vi står i en skrap økonomisk prioritering, som altså også betyder nogle mindre besparelser på museerne. Vi kan ikke bare trylle flere penge fremBertel Haarder (V) Læs også Efter Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst indførte entrébetaling, er besøgstallet faldet mærkbart. Både museerne og kulturministeren forventer dog, at faldet ikke er permanent Knap så mange gæster har set solvognen på Nationalmuseet eller C.W. Eckersbergs billeder på Statens Museum for Kunst i løbet af de seneste måneder.
Fra 1. juni i år indførte Statens Museum for Kunst entrébetaling og måneden efter fulgte Nationalmuseet trop. I perioden herefter er antallet af gæster på museerne faldet.
”Indtægterne fra entréen sikrer, at vi ikke har haft behov for at skære i vores grundaktiviteter,” siger vicedirektør for forskning og formidling på Nationalmuseet, Camilla Mordhorst. Hun forklarer, at museet siden 1. juli har oplevet et fald i besøgende på 30 procent på de dele af museet, der før var gratis, men som nu tager entré.
”Det var, hvad vi forventede, da vi anmodede om at få lov at indføre entrébetalingen. Vi er dog påpasselige med at konkludere for meget, da det kun er fire måneder, tallene er baseret på,” siger hun og peger på, at man først til næste år vil kunne se præcist, hvilken effekt det får, at museet ikke længere har gratis adgang for alle.
Statens Museum for Kunst har også mærket et fald i antallet af gæster. Museet har fra juni til og med oktober i år haft samlet set 17.000 færre besøgende end gennemsnittet for samme periode de foregående fem år. I forhold til de samme måneder i 2015 er besøgstallet faldet med 19 procent. Her hæfter vicedirektør, Anne Bak-Hansen, sig også ved den korte periode, der ligger til grund for tallene. Samtidig påpeger hun, at Statens Museum for Kunst generelt har svingende besøgstal fra år til år. ”Det er rigtigt, at vi ser et fald i forhold til samme periode sidste år, men ikke hvis vi sammenligner med tallene for 2013 og 2014. Vi følger naturligvis udviklingen tæt, men vi er forsigtige med at drage forhastede konklusioner,” siger hun.
Statens Museum for Kunst forkortede 1. marts åbningstiden med en time, så museet først åbner klokken 11 i stedet for klokken 10. Det har betydet, at der kommer færre skoleelever, hvilket også afspejles i de nye besøgstal, forklarer Anne Bak-Hansen.
Begge vicedirektører henviser til erfaringer fra Sverige, hvor 19 statslige museer i 2007 indførte entrébetaling. Det betød et dyk i antallet af besøgende på tyve procent efter det første år, men over de næste år vendte besøgstallet tilbage til samme niveau, som da det var gratis at komme ind.
Både Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst har et håb og en forventning om, at noget lignende vil ske i Danmark.
”Vi arbejder ihærdigt på, at det fald, vi ser i år, ikke er permanent. For det første er der en tilvænningsproces, hvor folk lige skal vænne sig til, at der bliver taget entré. For det andet sætter vi hele tiden aktiviteter i gang, så vi har nogle attraktive tilbud til de besøgende,” siger Anne Bak-Hansen fra Statens Museum for Kunst.
Nationalmuseet arbejder også løbende på aktiviteter, der skal tiltrække flere besøgende.
”Vi sørger hele tiden for at udbyde nye tilbud på vores museer. Eksempelvis arbejder vi på en vikingeudstilling, der har været stor efterspørgsel efter,” siger Nationalmuseets Camilla Mordhorst.
Begge museer havde i slutningen af sidste år anmodet kulturministeren om lov til at indføre entrégebyret for at imødegå den årlige besparelse på to procent, som begge museer blev pålagt på finanslovsbevillingen for 2016. Kulturminister Bertel Haarder (V) håber også, at besøgstallet vil vende tilbage til samme niveau som inden, museerne indførte entrébetaling. Også han henviser til erfaringerne fra Sverige.
”Det var indlysende, at besøgstallet ville falde. Jeg ser det som en vigtig prioritet at styrke danskernes kulturelle viden og bevidsthed. Det er også det, der ligger til grund for regeringens kulturkanonprojekt. Men vi står i en skrap økonomisk prioritering, som altså også betyder nogle mindre besparelser på museerne. Vi kan ikke bare trylle flere penge frem,” skriver Bertel Haarder i et skriftligt svar til Kristeligt Dagblad.
|
2016-11-07
|
Efter måneder med færre gæster: Museer forventer, at besøgstal vil stige igen
|
museer, besøgstal, danmark, kultur
|
Kultur
|
Af Rasmus Fahrendorff
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
Han bør huskes for mere end lovbruddene. Der var også nyskabende forslag og gode ideerKristian Jensen (V) Læs også Den tidligere borgmester i Farum Peter Brixtofte efterlader sig tre døtre og syv børnebørn Peter Brixtofte, tidligere skatteminister og borgmester i Farum, er død i en alder af 66 år.
Det oplyser hans døtre Vibeke Brixtofte, Signe Brixtofte og Marie Magne Larsen i en pressemeddelelse. Det var den ene af døtrene, som fandt den tidligere borgmester alene i sin lejlighed i Farum, skriver Ekstra Bladet.
Det var i samme by, Peter Brixtofte for alvor blev kendt i offentligheden, da han i 1986 for første gang overtog posten som borgmester. Brixtofte regerede nytænkende og uortodokst i kommunen.
Han havde stor succes med at få arbejdsløse i job, ligesom Farum blev landskendt for vellykket integration af det store antal borgere af fremmed herkomst. Den politiske karriere begyndte dog allerede i 1973. Her blev han valgt til Folketinget for Venstre, hvor han sad som medlem i tre perioder over 30 år. Men dyre middage på skatteborgernes regning, tvivlsomme sponsoraftaler og forsøg på at skjule kommunens dårlige økonomi for byrådet satte en alvorlig dæmper på den politiske karriere i 2002, hvor han måtte forlade sin borgmesterpost.
Peter Brixtofte fortsatte dog som løsgænger i Folketinget frem til 2005.
Senere blev han dømt for groft mandatsvig og embedsmisbrug for sin tid som borgmester i Farum.
Og i 2008 besluttede Valgbarhedsnævnet, at Brixtofte ikke var værdig til at være folkevalgt politiker. "Retsopgøret om Peter Brixtoftes tid som borgmester i Farum og det efterfølgende fængselsophold tog hårdt på ham og førte til et omfattende alkoholmisbrug, som han kæmpede med i flere år," oplyser døtrene. Ud over sine døtre efterlader Peter Brixtofte sig syv børnebørn, en mor og en kæreste. På det sociale medie twitter er det væltet ind med reaktioner på dødsfaldet. Venstres næstformand, udenrigsminister Kristian Jensen, kalder dødsfaldet "trist".
Det er trist, at Peter Brixtofte er borte nu. Han bør huskes for mere end lovbruddene. Der var også nyskabende forslag og gode ideer — Kristian Jensen (@Kristian_Jensen) 8. november 2016 Chefredaktør for Ekstra Bladet, Poul Madsen, skriver: Peter Brixtofte var en politisk kæmpe. Nytænkende med indædt vilje til forandring. Men flasken ødelagde ham RIP https://t.co/DJbtRD0nIG — Poul Madsen (@pomaEB) 8. november 2016 Også chefredaktør i Jysk Fynske Medier, Troels Mylenberg, benytter lejligheden til at mindes Peter Brixtoftes kvaliteter: Brixtofte gik over grænsen, ja. Men han var også en fantastisk fornyer, der smittede med det. Det skal han også huskes for #dkpol — Troels Mylenberg (@TroelsMylenberg) 8. november 2016 David Trads, tidligere chefredaktør på Information og journalist, skriver: Peter Brixtofte var en ener. På godt (utrolig visionær) og ondt (brød loven). Jeg vil huske ham for begge dele. Hvil i fred. — David Trads (@DavidTrads) 8. november 2016
|
2016-11-08
|
Peter Brixtofte er død
|
Peter Brixtofte, Politik, nekrolog
|
Samfund
|
Ritzau; Amalie Pil Sørensen
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
Kristeligt Dagblad har mødt en række amerikanske vælgere, som her forklarer, hvem der får deres stemme og hvorfor Hassan Al-Zuheiri, 35 år, Dallas, Texas: ”Som muslim kan jeg ikke støtte Donald Trump, for han opfatter muslimer som dårlige mennesker og har skabt et had til muslimer. Det er forkert, for nu er der amerikanere, som tror, at vi muslimer er imod USA. Samtidig betyder det, at amerikanske muslimer føler sig utrygge og bange. Jeg flygtede fra Irak i 2011 og er stolt over at være blevet amerikansk statsborger sidste år, fordi i dette land kan jeg være fri." "For mig er USA et land med religionsfrihed og et sted, hvor alle er lige for loven. Amerikanske muslimer støtter op om det her land, og vi sætter pris på, hvad USA har gjort for os. Min stemme gik til Hillary Clinton, selvom jeg ikke er 100 procent enig med hende i alting.” Urbano Hernandez, 29 år, Oak Cliff, Texas:
”Jeg støtter Hillary Clinton, og det gør alle med latinamerikansk baggrund, jeg kender. Præsident Obama har gjort en masse for immigranterne, og det kan alt sammen falde til jorden, hvis vi får en præsident, der ikke fortsætter hans arbejde. Jeg synes, det er trist, at Donald
|
2016-11-08
|
Seks amerikanere: Derfor stemmer vi, som vi gør i dag
|
USA, Hillary Clinton, donald trump
|
Udland
|
Af Stine Kromann Dragsted
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
Sagt med en populær kliche var det altid kanoner frem for smør, de sovjetiske ledere prioriterede højest. Samuel Rachlin Journalist og forfatter. Født 1947. Moskva-korrespondent: DR 1977-84 og TV 2 1998-2006. Washingtonkorrespondent, TV 2 1990-94.Nyhedsvært, TV 2 Nyhederne: 1987-1990. Modtager af Columbia University Journalism Award for Excellence in Journalism 1989. Bag den kolde krigs tåger Med stor viden og indlevelse udfolder Samuel Rachlin Den Kolde Krigs forløb og vigtigste begivenheder fra Anden Verdenskrig og frem til Berlinmurens fald. Bogen igennem spejles fortællingen i Rachlins personlige familiehistorie, først gennem hans forældre og søskende, der blev deporteret til Sibirien under Stalin i 1941, og siden gennem hans egen tid som DR-korrespondent i Moskva. ANNONCE: Køb bogen her Læs også relevante temaer Den Kolde Krig kan synes som fjern fortid, men ikke desto mindre bliver de magtmidler, som Sovjetunionens ledere udviklede, flittigt benyttet i præsident Putins Rusland i dag. Det mener Samuel Rachlin, der er aktuel med en ny bog om Stalins arv til et splittet Europa. Læs et uddrag her Kort tid efter murens fald, da euforien var ved at lægge sig, begyndte politikere og kommentatorer at erklære, at Den Kolde Krig var slut. Det var måske ikke så overraskende, for muren var uden sammenligning det stærkeste symbol på Den Kolde Krig, og når den var væk, var det oplagt at afblæse den. Nu måtte konfrontationen ophøre med den konstante rivalisering og det udmarvende våbenkapløb, og med de utallige andre modsætninger, der havde været med til at definere en krig, der ikke var en konventionel krig. Det føltes helt naturligt for mange at sige, at den nu var forbi. Men sagen er, at den Kolde Krig var en uerklæret krig. Der havde aldrig været nogen, der gik ud og sagde, at nu starter vi Den Kolde Krig. Den sneg sig ind på Europa og verden som en tilstand uden navn. Det fandt man først på hen ad vejen. Skulle man så gå ud nu og erklære, at Den Kolde Krig var forbi? ANNONCE: Køb bogen her For mig at se var Den Kolde Krig en tilstand, der opstod, fordi Stalin og det totalitære system, han havde skabt i Sovjetunionen, havde brug for konstant spænding, krise og konflikt for at legitimere sit terrorvælde i Sovjetunionen og Østeuropa. Den Kolde Krig tog form under Stalin, men det var ikke ham som person, men det totalitære system, der holdt liv i den. Derfor døde Den Kolde Krig ikke, da Stalin døde, men blev videreført af hans efterfølgere, fordi det totalitære system blev ved med at bestå. Hannah Arendt har i sin bog The Origins of Totalitarianism beskrevet Stalintidens udrensninger som »et instrument for permanent ustabilitet«. Det er en præcis definition af totalitære systemers behov for uro og ustabilitet for at opretholde deres kontrol under dække af at sikre ro og stabilitet. Det er også et effektivt middel til at aflede opmærksomheden fra et politisk systems virkelige problemer. Arendt ser fuld parallelitet mellem Hitlers og Stalins brug af permanent ustabilitet som redskab. Stalin havde først ladet millioner af sine egne borgere myrde i et omfang, verden ikke havde set, og sendt millioner af andre i koncentrationslejre, længe inden Hitler begyndte på den slags. Det var en magtsyg galnings ønske om total kontrol over sit land og siden om at bevare grebet om sit imperium og de besiddelser, man havde udvidet imperiet med under krigen. Erfaringerne fra Molotov-Ribbentrop-pagten havde inspireret Stalin og vist ham, hvad der skulle til for at skabe ekspansion. Den Kolde Krig var med til at konsolidere det totalitære styre ved at give det legitimitet og berettigelse. Totalitarismen var Den Kolde Krigs forudsætning. Man kan også sige, at de var hinandens forudsætninger eller raison d’etre i en symbiotisk omfavnelse, der holdt liv i dem begge i over fire årtier. Men i det øjeblik Sovjetunionen gik i opløsning, og det totalitære system og behov forsvandt, så var der heller ikke nogen Kold Krig tilbage. Der skulle ingen erklæringer til for at stoppe den. Den Kolde Krig hørte op med at eksistere. Det var et spørgsmål om udbud og efterspørgsel på det storpolitiske marked. Da totalitarismens efterspørgsel på krise, spænding og usikkerhed stoppede, var der pludselig ingen afsætning for de produkter, som Den Kolde Krig havde kunnet levere nærmest på kommando fra Kreml. Markedet forsvandt, og luften gik ud af Den Kolde Krig. Den var blevet hjemløs og overflødig. Stalins paranoide besættelse af sikkerhed, sin egen og nationens, var tæt forbundet med hans og hans fællers oplevelse af sovjetisk svaghed og frygten for at blive overlistet af USA og de andre vestmagter, som altid var foran i militær teknologi og kunne så meget, som russerne ikke kunne. Det red ham som en mare, at Vesten og især USA skulle opdage, hvor svagt og tilbagestående Sovjetunionen i virkeligheden var. Han havde god grund til sin paranoia både på grund af landets sande tilstand, og fordi han vidste, at han og systemet savnede enhver form for legitimitet, for alt hvilede på bedrag, tvang og vold. Forudsætningen for at opretholde systemet og Sovjetunionens gigantiske sikkerhedsapparat både indadtil og i form af det militære beredskab udadtil var, at man kunne sandsynliggøre usikkerheden og truslerne, både de indre og de ydre. Den Kolde Krig var leveringsdygtig i begge dele. Det værste, der kunne ske, var, at usikkerheden forsvandt. Ingen usikkerhed – ingen grund til eller berettigelse for at opretholde terrorvældet. Da der i realiteten ikke fandtes nogen reelle trusler mod Sovjetunionen eller de sovjetiske besiddelser i Østeuropa, gjaldt det om at opfinde dem og opretholde en konstant stemning af spænding og krise. Den Kolde Krig hvilede på spin og opspind. Af samme grund var Den Kolde Krig heller ikke noget, der stoppede eller havde brug for en erklæring for at stoppe. Derfor er det lidt af en logisk brist, når de to russiske historikere Vladislav Zubok og Constantine Pleshakov i deres Inside the Kremlin’s Cold War skriver: »... Den Kolde Krig sluttede og Sovjetunionen selv kollapsede.« Det er vigtigt at forstå, at det skete i omvendt rækkefølge – Sovjetunionen og det sovjetiske imperium kollapsede, og så sluttede Den Kolde Krig. Men det er korrekt, som de to forfattere skriver følgende, at »efter årtiers rivalisering med Vesten erkendte de sovjetiske eliter, at USSR havde tabt den politiske og økonomiske konkurrence med USA og ikke kunne fortsætte uden reformer, tynget af de byrder, der var påført af systemets egne indre modsætninger.« Den erkendelse havde dog ikke nogen særlig lang holdbarhed. Allerede under Boris Jeltsin begyndte stærke, nationalsindede kræfter at tage afstand fra den form for defaitisme og kæmpe for genoprettelsen af Ruslands storhed og nationale stolthed. Hvad de to forfattere forsøger at gøre, er at dele sol og vind mere lige og ikke kun lægge al skyld og ansvar for Den Kolde Krig på Sovjetunionen. Det kræver imidlertid, at man renser Stalin for en del af de synder, han er blevet tilskrevet af andre politikere og koldkrigshistorikere. Men det afholder ikke Zubok og Pleshakov fra at gøre forsøget. Uanset Stalins ry som en skånselsløs tyran, skriver de, var han ikke rede til at vælge en kurs mod uhæmmet, ensidig ekspansion efter Anden Verdenskrig. Han ville undgå konfrontation med Vesten og ønskede at samarbejde med vestmagterne som den foretrukne måde til at underbygge sin indflydelse og løse sprængfarlige internationale konflikter. Det får Zubok og Pleshakov til at konkludere: »Derfor var Den Kolde Krig ikke hans valg og ikke hans opfindelse.« Det er en voldsom tilsnigelse og i bedste fald udtryk for historisk ønsketænkning, selv om de to forfattere har ret i, at man ikke kun kan bebrejde Stalin og hans efterfølgere for ene og alene at være skyld i, at Den Kolde Krig fortsatte i så mange år. De nævner både Eisenhower, Dulles og andre vestlige ledere, der altid havde satset på at øge Vestens militære styrke og tvinge Moskva til militære indrømmelser. Der er ingen tvivl om, at der var kræfter og interessegrupper i Vesten, der søgte konflikt og konfrontation for at holde Sovjetunionen nede. Det var jo en veldefineret del af Kennans inddæmningsstrategi. Og der er ikke mangel på vestlige historikere, der gør sig umage for at fremhæve vestlige lederes andel i at vedligeholde Den Kolde Krig. Men de to russiske forfattere overser, at den højeste prioritet for de frie markedsøkonomier i de vestlige demokratier ikke var konfrontation med Sovjetunionen, men økonomisk vækst for at sikre deres vælgeres velstand og velfærd. Der var en afgrundsdyb forskel mellem Vestens politiske værdier og mål og Sovjetunionens militariserede planøkonomi, hvor hensynet til forsvar og sikkerhed altid overskyggede befolkningens levestandard og sociale tryghed. Sagt med en populær kliche var det altid kanoner frem for smør, de sovjetiske ledere prioriterede højest. Fra Stalin til Gorbatjov var målet at overhale USA og de andre kapitalistiske lande, så kommunismen kunne gå sin sejrsgang over hele kloden. Men et var teori, og praksis noget helt andet. Det lykkedes aldrig at indhente eller overhale de kapitalistiske lande, før økonomien bukkede under, og den kommunistiske model nedsmeltede. ANNONCE: Køb bogen her
|
2016-11-06
|
Samuel Rachlin: Putin har overtaget Stalins behov for at skabe uro og konflikt
|
samuel rachlin, rusland, præsident Putin, Bag den kolde krigs tåger
|
Udland
|
Boguddrag Samuel Rachlin; Journalist Og Forfatter
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
relevante temaer I 52 ud af 1699 sogne afgøres menighedsrådsvalget i dag ved kampvalg. Vi har samlet de sogne, der afholder kampvalg, i en grafik, så du kan danne dig et overblik I langt de fleste af landets 1699 sogne er menighedsrådsvalget for længst afgjort. Mange af dem blev afgjort på orienteringsmøder den 13. september. I 52 sogne bliver valget dog afgjort ved kampvalg. Få overblikket over, hvilket sogne der afholder kampvalg her:
|
2016-11-08
|
Overblik: Her er der kampvalg til menighedsrådene
|
menighedsrådsvalg, Kirke, overblik
|
Kirke & tro
|
Af Rasmus Fahrendorff og Amalie Pil Sørensen
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
Paris-aftalen om klimaet 97 lande ud af 197 lande har ratificeret Parisaftalen, og dermed trådte den i kraft den 4. november. Hvert femte år, og første gang i 2020, skal landene tage deres løfter om CO2-reduktion op til revision. Løfterne kan kun skærpes, ikke forringes. I 2018 skal landene gøre status over, hvor langt de er nået. Med de nuværende løfter om CO2-reduktion er verden på vej mod temperaturstigninger på 2,9 til 3,4 grader i stedet for 2 eller 1,5 grader, som lovet i Parisaftalen. CO2-udled-ninger ventes at nå 54-56 gigatons i 2030, mens 42 gigatons er maksimum for at holde temperaturstigningerne på 2 grader. Læs også relevante temaer Klimamødet i Paris har fået mange af de store investorer til at skifte fra investeringer i kul og olie til solceller og vindmøller. Investeringerne i vedvarende energi buldrer frem, skriver Folkekirkens Nødhjælps klimarådgiver, der har store forhåbninger til klimatopmødet i Marokko, som begynder i dag 2016 ser ud til at blive det varmeste år på globalt plan, siden vi begynde at lave målinger. Samtidig har de seneste måneder budt på en stribe dårlige nyheder om klimarelaterede katastrofer. Tørke i det sydlige Afrika og orkanen Matthew, der trak igennem Caribien. Men selvom der er dårlige nyheder, har jeg håb. For der er også flere gode nyheder.
I dag åbner et nyt klimatopmøde, COP22, i Marrakesh, Marokko. Det er det første større møde efter Parismødet sidste år, hvor en global klimaaftale blev vedtaget med stående ovationer. Aftalen var måske ikke perfekt, men den indeholder en række gode elementer, som gør, at jeg og mange andre kalder den for en succes. Og nu, et år senere, kan vi begynde at høste nogle af frugterne fra successen. Klimamødet i Paris har fået mange af de store investorer til at skifte fra investeringer i kul og olie til solceller og vindmøller. Investeringerne i vedvarende energi buldrer frem, og ikke mindst i ulandene ser det ud til, at den grønne omstilling kan blive en realitet.
Men Parismødets momentum har også påvirket regeringer rundt om i verden. Sjældent har en FN-aftale kunnet træde i kraft så hurtigt. Verdens lande har stået i kø for at ratificere aftalen, og de melder nu, at de er parate til at omsætte de smukke ord til handling. De kommende to uger mødes regeringerne igen til forhandlinger. For at Parisaftalen kan omsættes til handling, skal der afklares en lang række detaljer, regler skal falde på plads og der skal udvikles fælles formater. Det er måske ikke de sjoveste opgaver, men ikke desto mindre har de afgørende betydning. Hvis der ikke er fælles spilleregler, bliver det svært at samarbejde, og uden samarbejde vil Paris-aftalens mål aldrig blive nået.
Klimaforandringerne er en realitet og en udfordring, vi er nødt til at håndtere. De fattigste lande er specielt udsatte, fordi de mangler kapacitet til at tilpasse sig konsekvenserne af klimaforandringerne. Men teknologi og ny viden tilbyder løsninger, og nu har vi en aftale, der skal sikre, at samarbejdet leverer resultater. Jeg har håb, klimahåb! Mattias Söderberg er senior advocacy advisor hos Folkekirkens Nødhjælp
|
2016-11-07
|
Der er klimahåb forude
|
klimatopmøde, Politik, klimaforandringer
|
Samfund
|
Debat Mattias Söderberg; Seniorrådgiver Hos Folkekirkens Nødhjælp
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
Det kan godt være, man har afskaffet fattigdomsgrænsen, men man har altså ikke afskaffet fattigdommen.Jann Sjursen, Rådet for Socialt Udsatte Læs også relevante temaer Hjælpeorganisationer melder om markant stigning i ansøgninger om julehjælp. Det er udtryk for tiltagende fattigdomsproblemer, mener formand for Rådet for Socialt Udsatte Hvis pengene er små, kan forældre have svært ved at give deres børn den jul, de håbede på. At det er et særligt stort problem i år, kan flere hjælpeorganisationer mærke på antallet af ansøgninger om julehjælp. Selvom de fleste organisationer kun har haft åbent for ansøgninger i ganske få dage, kan de allerede nu melde om en stor stigning i forhold til sidste år. Udviklingskonsulent med ansvar for julehjælpen hos Røde Kors, Troels Østergaard, forklarer, at organisationen mærker den stigende efterspørgsel på flere fronter.
”Baseret på tilbagemeldinger fra omkring halvdelen af vores afdelinger, så forventer de i gennemsnit at uddele lidt mere end 30 procent flere julehjælpspakker end sidste år,” siger han og tilføjer: ”Vi kan også mærke det lige nu på vores hjemmeside, hvor vi har dobbelt så mange besøgende som på samme tid sidste år.” Også hos Mødrehjælpen mærker man, at der er rift om de pakker, der kan være med til at forsøde juletiden i trængte familier. Direktør Mads Roke Clausen forklarer, at hvis tendensen fortsætter, ender organisationen med at modtage langt flere ansøgninger end i 2015. Da ansøgningerne ikke er behandlet endnu, ved man hos Mødrehjælpen endnu ikke, hvor mange af ansøgerne, der lever op til de krav, der skal til for at komme i betragtning til at modtage julehjælp. De har derfor ikke et præcist overblik over, hvad der er skyld i det høje antal ansøgninger. ”Men vi hører generelt fra brugere, at der er mange, som er ufatteligt hårdt pressede på økonomien på grund af kontanthjælpsloftet,” lyder det fra Mads Roke Clausen i et skriftligt svar til Kristeligt Dagblad. Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte, ser netop de mange ansøgninger som udtryk for et tiltagende fattigdomsproblem i Danmark. ”Det kan godt være, man har afskaffet fattigdomsgrænsen, men man har altså ikke afskaffet fattigdommen,” siger han. Fattigdomsgrænsen lød på, at man var fattig, hvis man havde en formue på under 100.000 kroner, og man samtidig havde haft en årlig indkomst under cirka 103.000 kroner i en periode på tre år i træk. Grænsen blev afskaffet i 2015 af den nuværende regering. Jann Sjursen peger på både den nuværende og den tidligere regerings reformer som en af årsagerne til, at flere ser sig nødsaget til at søge julehjælp hos hjælpeorganisationerne. For ham at se er behovet et symptom på et mere generelt fattigdomsproblem. ”Dem, der har brug for at søge julehjælp, har en meget stram økonomi hele året. Julehjælpen hjælper dem igennem julen, men det kræver meget mere at løfte dem ud af fattigdommen,” siger han og tilføjer: ”Hvis fattigdommen skal nedbringes, bør vi holde op med konstant at skære i overførselsindkomsterne. Samtidig er der behov for, at vi hjælper de ramte borgere med de problemer, de måtte have, og som er skyld i, at de er endt i den situation.” Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) ser julehjælpen som et positivt initiativ fra civilsamfundet. Hun advarer dog mod, at sætte lighedstegn mellem stigningen i behovet for julehjælp og landets generelle sociale udfordringer. Ministeren peger i stedet på, at det er effektive sociale indsatser, der er nøglen til at løse de sociale problemer, nogle borgere oplever. Hun fremhæver eksempelvis det satspuljeforlig, som alle partier på nær Enhedslisten vedtog i sidste uge. ”Her lægger vi vægt på, at vi får udbredt nogle metoder, hvor de borgere som oplever sociale problemer, hjælpes i en sådan grad, at de bliver selvhjulpne på langt mere effektiv vis,” siger hun og tilføjer: ”Det er regeringens politik at fokusere på den sociale mobilitet, så økonomisk trængte borgere ved hjælp af sociale indsatser kan flytte sig ud af deres situation.”
|
2016-11-08
|
Ansøgninger til julehjælp stiger markant
|
julehjælp, Rådet for Socialt Udsatte, mødrehjælpen, Jann Sjursen, Karen Ellemann, hjælpeorganisationer, Røde Kors, kontanthjælpsloft, Mads Roke Clausen, Fattigdom
|
Liv & Sjæl
|
Af Rasmus Fahrendorff
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
Bag stressrelaterede sygemeldinger ligger der en skjult skamfølelse, som har sat en spiral af fejlkommunikation og misforståelser i gangPernille Steen Pedersen, cand.scient.pol., ph.d. og forfatter til bogen "Slip stress ud af skammekrogen" Slip stress ud af skammekrogen Har du oplevet situationer, hvor arbejdet har tårnet sig op, imens din indre stemme begynder at dømme dig for alt det, du ikke når, og du begynder at frygte for at begå fejl? Eller har du følt dig trådt på af din leder eller kollega og ærgret dig over, at du igen ikke fik sagt fra? I ”Slip stress ud af skammekrogen” viser Pernille Steen Pedersen nye veje til at forebygge stressrelateret sygefravær for lederen, medarbejderen og kollegaen og giver redskaber til et sundt arbejdsfællesskab, som anerkender svære følelser som skam og stress.
ANNONCE: Køb bogen her. Læs også relevante temaer Ved stress foregår der kampe i os med kræfter, der trækker i to forskellige retninger, skriver Pernille Steen Pedersen i ny bog. Find ud af, om du er problemløser eller relationsmester, så du bedre kan tage højde for dine og andres reaktionsmønstre Du har formentlig hørt nogle af disse råd og opmuntringer: ”Træk dig ud af konflikten”, ”lad være med at bekymre dig så meget om, hvad andre tænker”, ”sig fra”, ”sig pyt”, ”lad være med at arbejde så meget” og ”du skal se, det går nok, du skal bare i gang igen, så glemmer du det nok”.
Når du har en skadelig skamfølelse med på slæb, kan det være meget svært at følge disse råd. Du har i stedet brug for råd om, hvordan du kan bede om hjælp uden at miste selvrespekten og uden at blive misforstået. Reagerer du som problemløser, vil du typisk sende signaler om, at du ikke har brug for hjælp. Reagerer du som relationsmester, vil du modsat sende en masse signaler om, at du har brug for hjælp, som omgivelserne imidlertid enten ikke forstår eller ikke vil forstå. Har du problemløser- eller relationsmesterreaktioner?
Ved at læse beskrivelserne af de to reaktionsmønstre kan du få hjælp til at skærpe dit blik for dine egne reaktioner og din leders reaktioner. Det vil hjælpe dig med at se, at du og din leder eller du og dine kolleger kan reagere meget forskelligt på det, der foregår, og det kan hjælpe dig med at forstå og undgå misforståelser. Jeg vil bede dig huske på, at problemløser- og relationsmesterreaktionerne ikke er personlighedstyper. De beskriver måder at reagere på i en konkret situation, når vi er stressede, og kan opleves som et bombardement af tanker, der er drevet frem af en
bagvedliggende skamfølelse. For at finde ud af dit reaktionsmønster i den specifikke situation, kan du prøve at indsnævre dine tanker, og hvad de udspringer af, for eksempel ved at få afklaret følgende spørgsmål:
Hvad kredser de om? Er der sammenfald imellem bestemte typer tanker og en ændring i din opførsel? Hvilke tanker har du, når du for eksempel har svært ved at gå i gang med en opgave, eller når du undgår din leder? Du kan sagtens have en relationsmesterreaktion i én situation og en problemløserreaktion i en anden situation. Til at hjælpe dig med afklaringen og til at få overblik over, hvilke situationer der udløser den ene eller den anden reaktion hos dig, kan du bruge øvelsen nedenfor. Øvelsen består af fire spørgsmål med to svarmuligheder hver: Svarmulighed a viser en typisk problemløserreaktion, mens svarmulighed b viser en typisk relationsmesterreaktion. Ved at reflektere over spørgsmålet og de mulige svar kan du få en indikation af, hvilket reaktionsmønster du typisk vil anvende i de nævnte situationer. ANNONCE: Køb bogen her. Test dig selv: Er du problemløser eller relationsmester? 1. Hvad skal en leder prioritere?
a. Min leder skal have fokus på fagligheden og indblik i og viden om det, jeg laver, og være tydelig og god til at sætte klare mål.
b. Min leder skal inddrage arbejdspladsen i beslutningerne og have fokus på det personlige lederskab
og trivslen på arbejdspladsen.
2. Din arbejdsplads står over for en forandringsproces, og I får ny leder. Hvad er du mest bekymret for?
a. Jeg er bekymret for, om den nye leder fagligt er klædt på til opgaven og er klar over de faglige udfordringer, afdelingen står over for.
b. Jeg bekymret for, om den nye leder vil behandle mig godt, og om vi kan bevare det gode fællesskab i
afdelingen.
3. Tænk på en situation, hvor du sidst følte dig utilstrækkelig. Hvad handlede det om?
a. Jeg bebrejdede mig selv at have begået en fejl eller for at have udført en arbejdsopgave på en måde, jeg ikke kunne stå inde for.
b. Jeg havde en kontrovers med min leder eller med andre, og jeg følte ikke, at jeg fik den nødvendige
opbakning.
4. Hvad hjælper dig mest, når du er stresset?
a. Når jeg finder en løsning ved at tænke mig om.
b. Når jeg taler med andre om problemet og får bekræftet, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan.
Flest a’er - du er problemløseren Ved problemløserreaktion er skamfølelsen knyttet til, hvad andre tænker om det, man præsterer og gør.
Problemløserreaktioner • Dine præstationer er en kilde til skam, som fører til, at du bliver bange for at præstere dårligt.
• Du tænker: ”Hvad tænker andre om min præstation?”
• Du taler med dig selv og lægger planer på egen hånd om, hvordan du kan skubbe usikkerheden
væk.
• Du mangler tillid til dig selv og til andre.
• Du er bange for din egen samvittighed og for, at du ikke er til at stole på.
• Du er bange for at svigte andre.
Flest b’er - du er relationsmesteren Ved relationsmesterreaktioner er skamfølelsen knyttet til, hvad andre tænker om det, man er.
Relationsmesterreaktioner
• Dine relationer til andre er en kilde til skam, som fører til, at du bliver bange for, at du ikke er vellidt.
• Du tænker: ”Hvad tænker andre om mig?”
• Du taler og lægger planer sammen med andre for at skubbe usikkerheden væk.
• Du mangler tillid til andre og til dig selv.
• Du er bange for, at andre ikke er til at stole på.
• Du er bange for at blive svigtet af andre.
|
2016-11-08
|
Test dig selv: Er du problemløser eller relationsmester?
|
Stress, pernille steen pedersen, problemløser, relationsmester, skam, Arbejdsmiljø, konflikter, arbejdspladsen
|
Liv & Sjæl
|
Boguddrag Pernille Steen Pedersen
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
Læs også relevante temaer Kun i 52 af landets 1699 menighedsråd er der i dag afstemning om, hvem der skal sidde i rådene. Trinitatis Kirke og Vor Frue Kirke i København samt Grønbæk Kirke i Midtjylland er blandt de få steder, hvor der i dag er kampvalg. Se billederne fra dagen i vores billedserie Det er de færreste, der har fået tilsendt et valgkort til menighedsrådsvalget i dag. Det er nemlig kun tre procent af alle menighedsrådene der sammensættes gennem kampvalg. De resterende menighedsråd blev allerede sammensat til opstillingsmøderne den 13. september. Ved sidste menighedsrådsvalg i 2012 var der kampvalg til 87 menighedsråd, og det tal er i år faldet til 52. Vor Frue Kirke og Trinitatis Kirke i København er blandt de kirker hvor der er kampvalg i dag. For Vor Frue Kirkes vedkommende er det flere årtier siden det er sket sidst, og ifølge spidskandidat for den nye liste, Ole Ehlers, der selv er en del af det siddende menighedsråd, er det ønsket om at tilføje "nyt blod" til kirken, der driver værket. I Grønbæk Sogn i Lysgård Herred i Midtjylland er det især en uoverensstemmelse omkring bevarelse af præstegården, der har givet anledning til et kampvalg med hele fire opstillede lister. Få et indblik fra valgstederne her. Der er kampvalg yderligere 49 steder rundt omkring i landet i dag. Få et overblik på vores interaktive kort.
|
2016-11-08
|
Billedserie: Så er menighedsrådsvalget i gang
|
menighedsrådsvalg, Vor Frue Kirke, Trinitatis Kirke, Karsten Fledelius, København, Sognelisten
|
Kirke & tro
|
Af Netredaktionen
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
Læs også Vi jubler ikke før det endelige resultat, siger Donald Trumps frivillige, som holder fest i Tampa, Florida, mens de hujer og jubler og råber “Bur hende inde!” Optællingen fra delstaten Florida trak ud og trak ud, men da resultatet endelig rullede ind på storskærmen på baren The Hideaway i byen Tampa, begyndte 56-årige Robin Allweiss at græde. Hun er en af de lokale frivillige, som har hjulpet Donald Trump lige siden, han fortalte resten af verden om sine planer om at erobre præsidentembedet i 2016. “Jeg har en følelse af, at jeg er ved at falde om. For mig har det her varet 19 måneder. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige,” siger Robin Allweiss med tårer i øjnene. Den politisk uerfarne rigmand hev nemlig sejren i land i solskinsstaten med 49,1 procent af stemmerne over Hillary Clintons 47,7 procent - og sikrede sig dermed Floridas vigtige 29 valgmandsstemmer, som ved valget for fire år siden var gået til Clintons demokratiske partifælle Barack Obama. The Hideaway er en mellemstor bar i centrum af Tampa, hvor over 100 frivillige fra Republikanernes kampagne er samlet tirsdag aften for at følge optællingen af stemmer. Først på aftenen var stemningen anspændt - og dog sejrssikker - men siden de første svingstater begyndte at falde ud til Donald Trumps fordel, er lokalet blevet mere afslappet. Folk drikker og griner og en enkelt mand laver ballondyr af republikanske politikere. Her er jubelbrøl, hver gang skærmen viser et resultat til fordel for Donald Trump, og som regel bliver jubelbrølende afløst af 'Bur hende inde, bur hende inde' eller 'Dræn sumpen, dræn sumpen', som er referencer til Hillary Clinton og den korruption i Washington, som Donald Trump lover at afsløre og afskaffe. Donald Trump er folkets mand, mens Hillary Clinton er lig med korruption og et indspist politisk styre, lyder det, uanset hvem man spørger. “Her har du en forretningsmand, som bruger sine egne penge på at redde USA. Det er det, han gør: redder USA,” siger Robin Allweiss, der har sit eget advokatfirma, og fortsætter: “Nu bringer han endelig, i min tid på jorden, USA tilbage til folket. Hvis altså han bliver præsident!” Resultatet fra alle staterne er endnu ikke på plads, men det ser lovende ud for Donald Trump og hans frivillige i Tampa. Klokken 06 dansk tid er han tæt på de magiske 270 valgmandsstemmer, som overtagelsen af Det Hvide Hus kræver. 35-årige Angel Rodriguez er sikker på, at Donald Trump slår Hillary Clinton. “Åh, jeg har det godt. Den er hjemme. Den er hjemme. Trump er vores nye præsident,” siger Angel Rodriguez.
|
2016-11-09
|
Republikanerne fester i Florida: Vi er der – næsten
|
Hillary Clinton, donald trump, USA, republikanerne, Washington, Hvide Hus
|
Udland
|
Præsidentvalg I Usa Peter Krogh Andersen Skriver Fra Usa
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
Læs også relevante temaer Valgets realitet har ramt Hillary Clintons tilhængere som en mavepuster Hvis Hillary Clinton vandt valget, skulle hun have holdt tale for sine tilhængere i Jakob Javits Centeret i New York, blot få kilometer fra Donald Trump, der netop nu holder sin tale på Midtown Hilton Hotel. Men Centeret står tomt, og Hillarys tilhængere er blevet bedt om at gå hjem og sove. Hillary Clinton selv har ikke været på scenen, men blot sendt sin kampagneleder, John Podesta.
|
2016-11-09
|
Billedserie: Demokraterne er knuste
|
præsidentvalg, Hillary Clinton, donald trump
|
Udland
|
Af Netredaktionen
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
Læs også relevante temaer Amerikanerne vælger en kaoskandidat, der får vanskeligt ved at samle nationen Det politiske pendul i USA svinger hurtigt, det svinger kraftigt, og det svinger ofte. Det har aldrig været mere tydeligt end i nat, da republikaneren Donald Trump chokerede verden ved at trodse så godt som alle valgprognoser og vinde det amerikanske præsidentvalg. Det er blot otte år siden, at amerikanerne tog et dengang næsten ufatteligt kvantespring og valgte en karismatisk sort mand ved navn Barack Hussein Obama til præsident. En mand, som førte valgkamp på det optimistiske slogan ”håb og forandring”, og som repræsenterede det globaliserede, multikulturelle og kosmopolitiske USA. Nu er pendulet svunget i den stik modsatte retning. Den politisk uerfarne reality tv-stjerne og forretningsmand Donald Trump førte ikke valgkamp på håb og forandring, men på frygt og vrede, og undervejs eroderede han politiske normer og underminerede selve demokratiets institutioner. Hans syn på det land, som han nu skal lede, er ikke optimistisk, men dystert. Han taler om en ”forkrøblet” nation, som trynes af Kina og Rusland, og som takket være den politiske magtelites korruption og svaghed er blevet en patetisk skygge af sig selv. Han har med sin appel til hvide arbejderklassevælgere pustet til klassekampens flammer, og han har vendt op og ned på verdens billede af, hvad USA er. Demokraten Hillary Clinton, som overraskende ikke skrev historie ved at blive USA's første kvindelige præsident, førte til gengæld valgkamp som en kandidat, der tror på progressive værdier såsom tolerance, frihed, åbenhed og lighed. Men det var ikke tilstrækkeligt for den tidligere førstedame og udenrigsminister, der var tynget af sin fortid og af de mange skandaler, der er fulgt med et langt liv i toppen af amerikansk politik. Hadet til hende og til den magtelite, som hun repræsenterer, bør ikke undervurderes. Amerikanerne blev mindet om hendes tendens til hemmelighedskræmmeri og hybris så sent som 11 dage før valget, da chefen for forbundspolitiet FBI, James Comey, satte præsidentvalgkampen på den anden ende ved at bekendtgøre en ny granskning af den ellers lukkede såkaldte emailsag, der handler om hendes brug af en privat server i hendes tid som udenrigsminister. Da Comey mindre end 48 timer inden valget bekendtgjorde, at der alligevel ikke var noget at komme efter, var det allerede for sent. Donald Trump formåede til gengæld at vinde valget på trods af en liste af skandaler og kontroverser, der er så lang og så bizar, at den efterlod mange amerikanere rundtossede. Der var dengang, han hånede sin partifælle, krigshelten John McCain, for at have været krigsfange i Nordvietnam. Der var dengang, han antydede, at en kvindelig nyhedsvært stillede ham kritiske spørgsmål, fordi hun havde menstruation. Der var dengang, han angreb sin politiske rival Carly Fiorinas udseende. Der var dengang, han angreb de sørgende forældre til en amerikansk soldat dræbt i Irak. Der var dengang, hvor vælgerne blev præsenteret for en 11 år gammel videooptagelse, hvori han praler med at bruge sin stjernestatus til at begramse og kysse kvinder uden deres samtykke. Og der var dengang, hvor han nægtede at udstede en garanti for, at han ville efterleve en central demokratisk tradition og anerkende valgresultatet, hvis han tabte. Hvordan vandt Donald Trump så? Det er det store spørgsmål, som amerikanske politiske eksperter vil bryde deres hoveder med i uger, måneder og år fremover. Så godt som alle valgprognoser viste en klar sejr til Hillary Clinton, og Donald Trumps overraskende styrke kom bag på alle undtagen måske manden selv, der under valgkampen havde afskrevet de ”falske” tal i meningsmålingerne. En del af forklaringen kan være, at mange vælgere ikke ville indrømme, at de agtede at stemme på den ikke-stuerene kandidat. En anden forklaring kan være, at minoritetsvælgere ikke dukkede op på valgdagen for at stemme på Clinton i det omfang, som demokratens kampagne havde regnet med. En tredje forklaring kan være, at nyhedsmedierne var så samlede i deres foragt for Donald Trump, at de blev blinde for muligheden for, at de opildnede tilhængere til hans valgmøder faktisk kunne give ham en sejr. Nu står Donald Trump over for en enorm opgave. Ifølge tal fra Gallup mener 67 procent – eller to tredjedele – af vælgerne, at han ikke besidder ”den personlighed og de lederskabskvaliteter, som en præsident bør have”. I nyere amerikansk valgkampshistorie har der aldrig været en kandidat – for slet ikke at tale om en kommende præsident – som ifølge et flertal af vælgerne er decideret uegnet til at stå i spidsen for USA.
Donald Trump bliver præsident for alle amerikanere – også de mange, som han har hånet, spottet og fornærmet. Det vil tage lang tid for USA at komme sig over den rystelse, som valget den 8. november 2016 udgør. Sådan ser fordelingen af valgmænd ud:
|
2016-11-09
|
Trump er præsident: Protesten vandt i USA
|
Trump, præsident, valg
|
Udland
|
Nyhedsanalyse Af Sidsel Nyholm; Korrespondent; USA
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
Læs også relevante temaer De næste fire år hedder Amerikas præsident Donald Trump. Det er der mange forskellige meninger om. Her kan du læse reaktioner fra ind- og udland på nyheden om valget af den nye republikanske præsident Amerikanerne har talt. Et overbevisende flertal ønsker Donald Trump som landets næste præsident, som blev hyldet på Hilton-hotellet på Manhattan, New York, og rundt omkring i USA onsdag morgen dansk tid. Omverdenen modtager valgresultatet med på den ene side glæde og accept af den demokratiske beslutning og på den anden med måbende nedslåethed og stor bekymring. "Lykønskninger til den nye præsident i USA Donald Trump og til det frie amerikanske folk," skriver lederen af det franske parti Front National, Marine Le Pen, på Twitter. Ruslands præsident, Vladimir Putin, som Trump tidligere har rost og kaldt en effektiv leder, sender ifølge nyhedsbureauet Reuters sin lykønskning til Trump. I et telegram, udtrykker Putin et håb om, at de to ledere vil kunne samarbejde om internationale spørgsmål. Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) knytter sig også til forhåbninger om samarbejdet med den kommende amerikanske præsident i fremtiden. "Når støvet har lagt sig, er det mit håb, at den kommende administration vil videreføre den åbne og konstruktive samarbejdsform, der har kendetegnet USA de sidste mange år," udtaler Løkke i en pressemeddelelse.
Den danske iværksætter og erhvervsmand Lars Seier Christensen forsøger også at bevare roen og tror på, at det nok skal gå med Trump som præsident, selvom han kunne ønske sig en bedre mand i Det Hvide Hus.
”Så tag det roligt, Trump kommer til at gøre det OK. At blive valgt var en enestående præstation against all odds. Det kommer hans periode som præsident forhåbentlig også til at være. Tillykke med valget,” skriver han på Facebook. Justitsminister Søren Pind (V) har sværere ved at finde en passende grimasse: "Det kan ikke siges ofte nok: I et demokrati bestemmer folket. Jeg beder til, det har set noget, jeg ikke kunne... so long," skriver Søren Pind på Twitter. I Tyskland er reaktionen også mindre håbefuld:
"Det er ikke enden på verden, men den vil blive mere skør," skriver Tysklands justitsminister, Heiko Maas, på sin Twitter-konto. Jean-Marc Ayrault, Frankrigs udenrigsminister, siger til tv-stationen France 2: "Vi må forstå, hvad den nye præsident vil gøre. Hvad sker der med klimaaftalen fra Paris? Med atomaftalen med Iran? Det er vigtige spørgsmål, som vi må stille os selv." Det kan ikke siges ofte nok: I et demokrati bestemmer folket. Jeg beder til, det har set noget, jeg ikke kunne... so long — Søren Pind (@sorenpind) 9. november 2016 Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, deler sin oplevelse af chok: "Jeg tror, at mange er vågnet til et chok. Donald Trump har stået for en minoritetsfjendsk og kvindehadsk kampagne og har en økonomisk politik, der kun vil øge uligheden og kløfterne i det amerikanske samfund. Samtidig fornægter han fuldstændig klimaforandringers eksistens og har formuleret en mildest talt aggressiv og skræmmende udenrigspolitik," udtaler hun ifølge Ritzau. Københavns Universitets prorektor Lykke Friis sammenligner valget med Berlinmurens fald for 27 år siden. "9.11.1989 var den lykkeligste dag for min generation. 9.11.2016 den værste?," spørger hun på Twitter.
Valget af Trump er blevet vurderet til at være et markant oprør mod eliterne. Men at et samfund slet ikke kan fungere uden eliter, skriver debattør og lektor i historie, Michael Böss:
”Nej, det gælder ikke om at afskaffe eliterne, men at kunne holde dem ansvarlige. Og det kræver oplyste, kritiske borgere. Det er ikke den slags, som har givet Trump sejren,” skriver han på Facebook.
|
2016-11-09
|
Chok og glæde: Sådan tager verden imod Trump
|
donald trump, valg, USA, Trump, Marine Le Pen
|
Udland
|
Præsidentvalg I Usa Af Julie Greve Bentsen; Benjamin Krasnik og Rasmus Fahrendorff
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
Lidl har store ambitioner - vil have 200 danske butikker Torsdag 10. november 2016 kl. 16:53 Nu går det ikke altid "som præsten præker", men ambitioner har man lov at have, og skal også have i spidsen for en stor virksomhed. Som eksempelvis supermarkedkæden Lidl, der åbnede den første butik i Danmark for 11 år siden. I dag findes der 105 supermarkeder med Lidl på facaden - men der skal være flere. Faktisk er ambitionen at fordoble antallet af Lidl butikker - altså til mindst 200. Forøgelsen skal ske i løbet af de næste 10 år. Dette er den interessante melding fra den tyske kædes danske direktør, tyskeren Dirk Fust. Ikke mindst i lyset af, at de fleste dansk ejede kæder bevæger sig den modsatte vej, og i det hele taget har en svær kamp for at overleve. Dirk Fust er ny på topposten, som han tiltrådte i foråret. Hvor chefen siden starten stoppede. Del på Facebook Print siden Flere nyheder i denne sektion: - Privat bilkøb fortsætter faldet - Ny "blodig" dag på danske aviser - redaktører fyret - 3 mænd dræbt ved jordskred i naturområde nær Oslo - Folkekirken i krise - antallet af døbte børn styrtdykker - Annoncer om - køb og salg - tilbud og events - til kæmpe læsertal - Dreng i Næstved var pizza-sulten - lod en anden betale - Fugleinfluenza fund i ænder - fare for eksport og udstillinger stoppet - Lidl har store ambitioner - vil have 200 danske butikker - Bombetrussel - og håndgranat mod fransk ambassade i Athen - Ung kvinde på cykel dræbt - Pige og ung mand dræbt mod vejtræ i voldsom solo-ulykke - Lollands Bank igen på ret kurs - 40 millioner kr. i overskud
|
2016-11-10
|
Lidl har store ambitioner - vil have 200 danske butikker
| null | null |
Guldborgsundavis Dk
|
www.guldborgsundavis.dk
|
guldborgsundavis.dk
|
Læs også relevante temaer En ny afgørelse ved EU-domstolen ligestiller e-bøger med papirbøger og kan få stor betydning for adgangen til digital litteratur på biblioteker i Danmark. Et vigtigt skridt på vej mod en retfærdig ophavsret, mener biblioteksforening I dag er der forskel på regler for rettigheder til fysiske og digitale bøger, når de udlånes på et bibliotek. Det betyder, at der er stor forskel på adgangen til lån af e-bøger og til fysiske bøger. Men det vil EU-domstolen nu ændre på med en dom, der ifølge biblioteksforeninger kan få store konsekvenser for den danske bogverden.
Domstolen i Luxembourg besluttede i går, at der i princippet ikke er nogen forskel mellem udlån af en papirbog og udlån af en e-bog. Det kan få betydning for rettighederne over e-bøger, når de skal indkøbes til biblioteker i hele Europa. Som systemet er i dag, kan forlæggere og forfattere selv afgøre, hvilke e-bøger de vil stille til rådighed for udlån på biblioteker. Når det kommer til fysiske bøger, har bibliotekerne ret til at købe og udlåne alle de titler, de ønsker. Det har biblioteksforeninger i Danmark og Holland længe ønsket også bør gælde for digitale bøger. Med dommen er de nu et skridt nærmere den mulighed.
Sagen i EU var anlagt af den Hollandske biblioteksforening mod en hollandske udlånsrets kontor, Stichting Leenrecht. Dommerne har med afgørelsen dermed fulgt anbefalingerne fra den europæiske generaladvokat af juni i år.
Den hollandske biblioteksforening er “tilfreds med afgørelsen”, skriver den i en pressemeddelelse, og den glæder sig over, at dommen vil få betydning for offentlige biblioteker, når det gælder de komplekse regler for digital ophavsret. ”Dette vil hjælpe bibliotekerne til at fortsætte udviklingen i den digitale verden og gøre dem i stand til at tilbyde omfangsrig, tilgængelig og neutral adgang til information og litteratur,” lyder det i meddelelsen.
Danmarks Biblioteksforening ser dommen som et vigtigt skridt på vejen mod en opdateret ophavsret i hele Europa.
”Det vil gøre det muligt for folkebibliotekerne at udfylde den betydelig samfundsopgave, de har, med at stille bøger og information til rådighed for borgerne, også i den digitale verden” udtaler formand for Danmarks Biblioteksforening, Steen B. Andersen, i en pressemeddelelse.
Foreningen vil nu nærlæse afgørelsen fra Bruxelles og undersøge, hvilke konsekvenser den vil få for borgernes mulighed for at låne e-bøger i Danmark. Med dommen blander domstolen sig utidigt i et anliggende, der bør varetages politisk, mener Christine Bødtcher-Hansen, direktør i forlæggernes organistion, Danske Forlag. "Det er en meget aktivistisk tilgang til området," siger hun og henviser til en tidligere vurdering fra Europa-Kommissionen, hvor man nåede frem til, at e-bogsmarkedet fortsat er under opbygning og derfor ikke bør reguleres endnu. "Vi mener ikke, at dommen udtrykker forståelse for, at der er stor forskel på, hvordan udlån af henholdsvis e-bøger og fysiske bøger påvirker markedet," siger Christine Bødtcher-Hansen. Hun tror dog ikke, at dommen vil få nogen praktisk betydning herhjemme. "Foreløbig er intet ændret. Det kræver, at nogen går aktivt ind og ønsker lovgivningen ændret. Vi støtter, at parterne fortsat selv laver aftaler på området for e-bøger." Dansk Forfatterforening ønsker ikke at udtale sig, før foreningens eksperter på området har nærlæst dommen.
|
2016-11-11
|
EU-dom kan ændre adgang til e-bøger på biblioteker
|
biblioteker, Danmarks Biblioteksforening, EU-domstolen, Bruxelles, E-bøger
|
Kultur
|
Af Benjamin Krasnik
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
Selv om jeg på en måde er gået glip af otte års ungdom, så føles det alligevel, som om det hele er gået ufattelig hurtigt.Stefan Eriksen Ung i krise Frihed, styrke og uendelig appetit på livet. Ungdommen er vidunderlig og fuld af muligheder. Men midt i ungdomsårenes opdrift slår krisen nogle gange ned, verden falder fra hinanden, og det kan være svært at samle den igen. I denne serie sætter Kristeligt Dagblad fokus på nogle af de kriser, som rammer nogle unge og sender deres liv i en helt anden retning, end de havde forestillet sig. Råd til pårørende Fortæl vedkommende, at du er bekymret, og at du gerne vil hjælpe. Giv ikke op, selv om du sandsynligvis vil få et nej de første mange gange, du rækker ud Hvis du selv er et ungt menneske, bør du fortælle om din bekymring til en voksen. Til en far, mor eller skolelærer, som kan hjælpe med at tage vare på din nære Hvis vedkommende bliver indlagt til behandling for sin spiseforstyrrelse, skal du forsøge at bevare kontakten og relationen En person med en spiseforstyrrelse ved godt, hvor ked af det, de pårørende er. Så fortæl ikke den syge om din egen sorg over situationen. Tal med andre om den sorg, og deltag for eksempel i pårørendegrupper Gør brug af professionelle, som kan hjælpe dig og den syge. Landsforeningen mod Spiseforstyrrelse og Selvskade tilbyder rådgivning, lige som mange psykologer og andre behandlere også beskæftiger sig med spiseforstyrrelser Kilde: Steen Andersen, generalsekretær for Landsforeningen mod Spiseforstyrrelse og Selvskade Læs også Som 19-årig blev Stefan Eriksen syg med anoreksi. Han er en af de mange mænd med spiseforstyrrelser, man aldrig hører om I en gammel lejlighed på Nørrebro i København ligger der et bofællesskab. Beboerne har hver deres lille lejlighed i den store og et køkken til deling. Det er egentlig ganske lig mange andre bofællesskaber i de store byer, hvor unge mennesker deler huslejen. Men alligevel er noget anderledes.
For bofællerne deler ikke køleskab. Hver person har sit helt eget, der er låst inde i et større skab, og som ingen andre end de selv kan låse op. Det har de, fordi de mennesker, der bor her, alle lider af spiseforstyrrelser. Fordi det at dele køleskab med andre kan betyde et grænseoverskridende tab af kontrol, når man har et problematisk forhold til mad. Et af køleskabene tilhører Stefan Eriksen. Han er 26 år og kommer oprindeligt fra Husum ved København, og så har han i omtrent otte år lidt af anoreksi og bulimi.
Og han er ikke alene. I Danmark er der ifølge Videnscenter for Spiseforstyrrelser og Selvskade omtrent 75.000 mennesker, der lider af spiseforstyrrelser. Centeret oplyser, at der ikke er nye eller nagelfaste tal for området, og fra forskellige forskere lyder det, at det da også er svært at gøre sådanne tal op. Man formoder nemlig, at mange med spiseforstyrrelser ikke er i behandling eller på anden måde i kontakt med systemet. Ud af de mange, som lider af anoreksi og bulimi, er kun omkring hver 10. mand, og det er måske en af forklaringerne på, at man i medier og litteratur sjældent møder netop dem. Mændene med spiseforstyrrelser. Men hvordan er det egentlig at være en ung mand med et sygt forhold til mad? Og hvad gør det ved ungdommen, når sådan en krise rammer?
”Anoreksi og bulimi har ødelagt meget af min ungdom,” fortæller Stefan Eriksen, der sidder på kanten af sin sorte lædersofa i sit værelse på Nørrebro og trækker en sort cardigan tæt sammen om brystet.
”Jeg har mistet rigtig mange venner, fordi jeg trak mig fra dem, og de trak sig fra mig. Og så har min sygdom betydet, at jeg den dag i dag står uden en uddannelse. Men selv om jeg på en måde er gået glip af otte års ungdom, så føles det alligevel, som om det hele er gået ufattelig hurtigt. Som en tåget fantasiverden, der bare er fløjet af sted, som om jeg ikke har levet i den tid.”
Stefan Eriksen havde allerede før spiseforstyrrelsen en svær ungdom. I de tidlige teenageår kæmpede han med dødsangst og med den psykiske lidelse OCD, der medfører tvangstanker og -handlinger, ligesom et hashmisbrug for en periode tog magten fra den dengang 14-årige dreng. Som 19-årig sprang Stefan Eriksen ud som homoseksuel, og det skete i samme periode, som han besluttede sig for at droppe ud af 1. g i gymnasiet og for at tabe sig et par kilo. Han stoppede med at drysse sukker på havregrynene og skar ned på sit sodavandsforbrug.
Men efterhånden blev en sund opmærksomhed på kosten til en sygelig angst for at putte mad i munden, og da Stefan Eriksen opdagede, at han fik dårlig samvittighed efter at have spist et halvt æble, gik det op for ham, at noget var galt. Ifølge Birgit Petersson, der er lektor og speciallæge i psykiatri med 38 års erfaring inden for området, kan årsagerne til spiseforstyrrelser være mange. Hvad mange ikke ved er, at man kan være genetisk disponeret for at få en spiseforstyrrelse, ligesom også madkulturen i hjemmet eller problemer med den seksuelle eller kønslige identitet kan spille ind.
”Men i bund og grund begynder det ofte med en usikkerhed hos den unge, som vedkommende håndterer ved at tage kontrol over sin mad. Det kan være ved at lade være med at spise eller ved at spise alt for meget og eventuelt kaste op.” Den usikkerhed genkender Steen Andersen, der er generalsekretær i Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade. Mange af de mennesker, som kommer i landsforeningen, har været udsat for livsudfordringer, som de ikke har kunnet håndtere på en sund måde, fortæller han. ”Det kan være alt fra mobning over skoleskift til stress eller fysiske overgreb, og alle udfordringerne er kendetegnet ved, at de har bevirket et lavt selvværd hos den unge.”
Mobning eller stress er ikke til at styre, men det er mad til gengæld, forklarer Steen Andersen. Spiseforstyrrelsen bliver på den måde et sted i tilværelsen, som den unge oplever at kunne kontrollere.
”Nogle tænker på en spiseforstyrrelse som en psykisk krykke, der hjælper dem til at tackle andre psykiske udfordringer,” forklarer han.
Stefan Eriksen husker, hvordan kontrollen med fødevarer blev det mest centrale i hans unge liv, efterhånden som sygdommen tog til. Anoreksi blev akkompagneret af bulimi, og da det stod allerværst til, var han nede på en vægt på 35 kilo. ”Nogle gange føltes det som om, jeg ville dø, hvis jeg spiste noget. Det var en ganske forfærdelig kaos-følelse,” husker Stefan Eriksen.
Usikkerhed og dårligt selvværd er noget, de fleste kender til. Ifølge Birgit Petersson kan det kamme over i eksempelvis spiseforstyrrelser, hvis man føler sig meget afhængig af ydre autoriteter.
”Hvis man hele tiden tænker på, hvad andre mener og synes, kan det være svært at opretholde sin egen kerne som menneske. Og ens fokus på, hvad de andre tænker, bliver farvet af det mindreværd, man selv lider af. Det kan føre til, at man idealiserer andre mennesker og tror, at de i kraft af evner eller udseende er meget mere værd end en selv,” siger hun. Det er den samme idealisering, som kan betyde, at man får et vrangbillede af sin egen krop i forhold til andre, tilføjer Birgit Petersson:
”De unge er i en særlig risiko her, fordi de endnu ikke har fået et ordentligt selvbillede, men har en identitet og en krop, der er i konstant forandring.”
Stefan Eriksen husker, at han var ligeglad med sin psykiske tilstand.
”Det vigtige var, hvordan jeg så ud, så jeg spændte ben for mig selv i behandlingen,” fortæller han. Den dødsangst, Stefan Eriksen tidligere i sit liv havde kæmpet med, oplevede han paradoksalt ikke længere – selv ikke, da han reelt var i livsfare på grund af sin undervægt.
”Det lyder hårdt, men på det tidspunkt var min sygdom vigtigere for mig end mit liv,” forklarer han.
Netop det forhold til mad har langt de fleste mennesker svært ved at sætte sig ind i, lyder det fra Landsforeningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade. Og det oplever Stefan Eriksen hver dag.
”Folk tænker tit, at man da bare kan sætte sig til at spise. Men det kan man ikke. Det er som at sige til en alkoholiker, at han skal stoppe med at drikke,” siger han.
Med en spiseforstyrrelse følger også det tabu, som mange med psykiske sygdomme lægger under for, og som er særligt markant, når det handler om mænd, fortæller Birgit Petersson.
”Vi har i årtusinder haft nogle kønskarakteristika, som betyder, at den eneste følelsesmæssige reaktion, der for alvor er tilladt hos mænd, er aggressionen. Det er ikke forbundet med mandighed at være ked af det eller psykisk ustabil, og det gamle syn på kønnene kan man se afspejlet her.”
Derfor oplever Birgit Petersson også, at mænd først kommer i behandling hos hende, når de er meget syge. Og den tendens genkender Steen Andersen, som peger på, at mange mænd ikke kan identificere sig med det billede af spiseforstyrrelser, som de oplever i medierne og i den behandling, der tilbydes. Efter mange år med indlæggelser på psykiatriske afdelinger og tilknytning til forskellige behandlingstilbud kom der i sommer et vendepunkt i Stefan Eriksens sygdom. Han var på weekendtur i London med sin familie og oplevede for første gang i mange år at glemme sine tanker om mad. Han kunne se, hvor trættende det var hele tiden at føle, at han skulle leve op til et kropsideal, som han troede, andre havde. Han havde fået nok af at være syg. I dag er Stefan Eriksen stadig ikke rask, men han er stålsat besluttet på aldrig igen at få et tilbagefald:
”Jeg kan se en fremtid nu, og det er rigtig rart. Men jeg kan også mærke en tomhed, fordi der er et hulrum der, hvor alle mine tanker om mad før i tiden var.” Stefan Eriksen drømmer om at få en læreplads hos den frisør, som han i dag er tilknyttet via et praktikforløb. Han drømmer om at blive økonomisk uafhængig af kommunen og om at flytte fra bofællesskabet for spiseforstyrrelsesramte – for som han siger med et smil:
”Det ville jo være et sundhedstegn.”
|
2016-11-11
|
Spiseforstyrrelser rammer også unge mænd
|
anoreksi, Bulimi, spiseforstyrrelse, ung, ungdom, Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade, Steen Andersen, Birgit Petterson
|
Liv & Sjæl
|
Ung i krise Af Thilde Thordahl Andersen
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
En meget stor del af det danske sprog, vi kender og elsker i dag, er skabt af de store danske forfattere for 150-200 år siden, da landbruget endnu var hovederhverv, erklærer professor Johannes Nørregaard Frandsen, der er aktuel med bogen ”Kovendinger – Liv i sproget” Selvom de færreste i dag helt konkret foretager kovendinger, får spat eller opgiver ævred, klinger ordene forholdsvis velkendt for de fleste moderne danskere. Måske kender vi ikke vendingernes oprindelige betydning – og nogle af os gengiver dem måske endda lidt forkert. Men ikke desto mindre er de fulgt med os på vores lange rejse fra svundne tiders stalde og marker til vore dages parcelhuse, lejligheder og kontorer. Det kan godt være, at det Landbodanmark, som engang beskæftigede hovedparten af befolkningen, er svundet ind til en sparsomt bemandet fødevareindustri, men det lever videre i vores moderne danske sprog.
Sådan lyder budskabet fra Johannes Nørregaard Frandsen, professor i kultur- og bevidsthedshistorie ved Syddansk Universitet og aktuel med bogudgivelsen ”Kovendinger – Liv i sproget”. Hvis især den sidste halvdel af bogtitlen virker Kristeligt Dagblads læsere bekendt, skyldes det, at den er identisk med navnet på Johannes Nørregaard Frandsens faste sprogklumme her i avisen, hvorfra meget af materialet til bogen er hentet. ”Min bog handler om, hvor vigtigt det er at lege med sproget og at lade dets litterære kvaliteter
|
2016-11-16
|
Sproget forlænger Landbodanmarks levetid
|
sproget, Johannes Nørregaard Frandsen, Landbrugssamfund
|
Samfund
|
Af Morten Mikkelsen
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
Læs også relevante temaer De faste sproglige vendinger er ifølge professor Johs. Nørregaard Frandsen med til at forankre det danske sprog socialt og historisk. Men nogle gange gengiver vi dem forkert. Her er fem udbredte og sjove sprogsmuttere 1. Flaget vejrer for vinden I aviser og andre steder er flag begyndt at vejre i stedet for vaje for vinden, konstaterer Johs. Nørregaard Frandsen i bogen "Kovendinger - Liv i sproget". At vejre betyder ellers at lugte noget. For eksempel kan man vejre morgenluft, men det er normalt ikke noget, flag giver sig af med. Professoren i kultur- og bevidsthedshistorie har endda set en artikel i et dansk dagblad, hvor misforståelsen gik den anden vej, idet der om en person stod, at han havde "tungtvajende" grunde til et eller andet. 2. Livet er ikke lut og lagkage På hjemmesiden sproget.dk, som Dansk Sprognævn bestyrer, findes en række eksempler på vildfarne vendinger, som danskerne har kunnet sende ind under overskriften "Smid en smutter". Et af eksemplerne herfra er det ovenstående, hvor det lidt gammeldags "lutter" er blevet erstattet af et mindst lige så gammeldags - men helt fejlanbragt - strengeinstrument. 3. Man skal ikke skure hunden mod hårene Der er absolut ingen tvivl om dette udsagns korrekthed. Enhver hundeejer vil kunne bekræfte, at deres kæledyr bryder sig meget lidt om at blive skuret, og at det ikke bliver bedre af, at det foregår mod hårene. Men den faste vending bygger på det gamle ord for at se, at skue, og handler om, at tingene kan rumme meget mere, end øjet umiddelbart kan se. Den korrekte vending lyder: "Man skal ikke skue hunden på hårene". 4. Skindet bedrager Her kunne man tro, at vi går direkte fra hundes hår til et eller andet dyrs skind. Men den korrekte vending hedder "skinnet bedrager". Det handler tilsvarende om, at det ydre kan narre, og at alt, der glimter, ikke nødvendigvis er guld. 5. Forsvunden er nu al vor nød Julen nærmer sig, og når Grundtvigs uopslidelige salme "Et barn er født i Betlehem" snart vil blive sunget til juletræsfester over det ganske land, vil de syngende ifølge Johs. Nørregaard Frandsen dele sig i to lige store grupper. Dem, der synger det korrekte, men gammeldags ord forvunden, som betyder overvundet. Og dem, der tror, de skal synge et mere velkendt ord med en lidt anden betydning.
|
2016-11-16
|
Flag der vejrer, lut og lagkage og andre vildfarne vendinger
|
Sprog, vendinger, Johannes Nørregaard Frandsen, Dansk Sprognævn
|
Kultur
|
Af Morten Mikkelsen
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
Vi kan gøre brug af den digitale version, når vi færdes rundt i landet og leder efter information om de steder, vi er.Niels Ehlers Koch Læs også Det generelle bliver hurtigt banalt, så i stedet for vender Trap Danmark sig mod det nordlige Vendsyssels karakteristika, når de i dag udgiver det første af 33 tekstbind, der kommune for kommune beskriver Danmark Trap Danmark starter på toppen, når det første tekstbind af megaprojektet på i alt 34 bind, der skal afdække Danmark geografisk, historisk, samfundsmæssigt og kulturelt, i dag udkommer. Med kommunerne Frederikshavn, Hjørring og Læsø er vi i det nordligste Danmark med alt, hvad det indebærer af vesterhav, voldsom natur, vendelbomål og viden om, hvordan menneskene her har gebærdet sig og stadig gør det.
”De fleste tænker turisme, men Nordjylland er så meget andet,” som Niels Elers Koch udtrykker det. Han er professor i jordbrugsvidenskab og chefredaktør på Trap 6. Værket der for 6. gang i løbet af 160 år indsamler og sammenstiller den væsentligste information om Danmark - denne gang både på tryk og digitalt. Det første bind var et topografisk atlas, der udkom sidste år, og nu følger så yderligere 31 bind frem til 2020, hvor landet gennemtrevles kommune for kommune fra nord mod syd og fra vest mod øst. For til sidst at slutte med to bind, der beskriver Danmark som helhed.
”Vi slår flere kommuner sammen i de enkelte bind, men det er ikke for at sige noget generelt om landsdelene. Tværtimod. For det generelle bliver hurtigt banalt. Det er langt mere interessant at finde de enkelte steders karakteristika,” siger Niels Elers Koch og tilføjer på opfordring, at det nordligste Jylland dog er fælles om barsk natur med sandflugt og et stærkt og meget selvstændigt tænkende folkefærd med en helt særlig pionerånd. Og ligesom i det øvrige Vendsyssel har Indre Mission, baptister og metodister siden slutningen af 1800-tallet stået stærkt her. Frederikshavn Kommune er både Skagen med sin kunstnerkoloni og Grenen, byen Frederikshavn med det tidligere værft og nu massevis af små og mindre havnevirksomheder og Sæby, hvor der er vandmølle og snoede Å-forløb. Hjørring Kommune har flere identiteter fra fiskeriet. Fra den tilhørende auktion i Hirtshals til et rigt kulturliv, der blandt andet omfatter bygningen af et nyt Vendsyssel Teater. Læsø Kommune er med sine 1817 indbyggere Danmarks mindste kommune, og har med sin isolerede beliggenhed sin helt egen natur og kulturhistorie. Her sagde man i 1700-1800 tallet, at der skulle 19 skibsforlis til at bygge et godt hus. Øboerne havde nemlig fældet al deres skov til brug for saltsydningen. Et erhverv der var stort fra 1330 til 1600, og som nu er taget op igen som turistattraktion og kurbade.
Bogudgaven er den kuraterede version af Traps viden om Danmark, hvor der er lagt vægt på selve formidlingen. Sideløbende findes der en digital platform med video og lyd.
”Vi tænker bøgerne som noget, vi kan sidde med derhjemme for at stille vores nysgerrighed og lade os inspirere af, mens vi kan gøre brug af den digitale version, når vi færdes rundt i landet og leder efter information om de steder, vi er,” siger Niels Elers Koch.
|
2016-11-11
|
Billedserie: Nordjylland er hjemsted for barsk natur og udbredt selvstændighed
|
Nordjylland, Trap Danmark, vendsyssel
|
Billedserier
|
Af Dorte Washuus
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
Sangeren og sangskriveren Leonard Cohen er død, 82 år gammel, på toppen af en imponerende karriere Leonard Cohen var et sikkert hit i habit med en træfsikker stil, der både sad i hans tøj og tekster. Nu er sangeren død, 82 år gammel. Det oplyser hans pladeselskab, Sony Music Canada, på Facebook natten til fredag dansk tid. Den canadiske sangskriver med den dybe stemme og endnu dybere tekster, spækket med bibelreferencer og dyrt købte livserfaringer, skrev også til det sidste om døden, som han godt selv vidste var på vej. Rørende var det for eksempel, da han for kort tid siden i et brev til sin norske døende veninde Marianne Ihlen, der inspirerede til den berømte sang "So Long Marianne", skrev, at han snart fulgte efter hende. Dødsbevidstheden gennemsyrer også hans sange. Smukkest kom det måske til udtryk på hans forrige album "Old ideas" (2012), hvor han med en tydelig himmellængsel i titelnummeret "Going home" skriver om at vende hjem til et sted, hvor lidelserne er forbi. I sangen ironiserede han også over forgudelsen af ham selv: "I love to speak with Leonard. He's a sportsman and a shepherd. He's a lazy bastard. Living in a suit." Sådan var hans tekster fulde af både humor og dybde. Da Bob Dylan for nylig modtog Nobelprisen i litteratur, mente mange med rette også, at kun én anden sangskriver var på samme niveau - Leonard Cohen. Måske er Cohens lyrik endda bedre. Det er en smags sag. Men de to store sangskrivere arbejdede på hver sin måde. Engang sad de to store sangskrivere ifølge en anekdote fra Sylvie Simmons store biografi om Leonard Cohen "I'm Your Man" sammen på en café i Paris. De to havde en del tilfælles med jødisk baggrund og en stor fortid som stærke kunstnere med global gennemslagskraft. Men de arbejdede meget forskelligt, viste det sig. "Hvor længe er du egentlig om at skrive en sang?" spurgte Leonard Cohen Bob Dylan, der tøvende svarede "En times tid". Det var en underdrivelse, men han syntes, at det virkede pralende, hvis han sagde et kvarter. "Hvor længe var du selv om at skrive Halleluja?" spurgte Bob Dylan sin ven. Nu var det Leonard Cohen, der tøvende svarede "Tre år". For han syntes, at det ville virke pralende, hvis han ærligt svarede fem år. Cohen har fortalt, at han lavede mere end 30 skitser af den sang, inden han var tilfreds med den. Men siden blev den et af hans største hits, og den skulle også være den sang, der er lavet flest coverversioner af i verden. Men alting kom langsomt til Leonard Cohen. Sceneskræk og depressioner gjorde ham i mange år afhængig af piller og sprut. Og hans indre kampe flyder over i hans store sange, der ofte ironiserer over hans egen svaghed og tvivl: ”I fought against the bottle, but I had to do it drunk” (Jeg kæmpede mod flasken, men måtte gøre det fuld, red.), som han skriver i en af sine sange fra albummet ”Ten New Songs”, der udkom i 2002. Albummet blev rost og købt af mange, men få år efter stod Leonard Cohen alligevel som en ruineret mand, efter at hans daværende manager var stukket af med alle hans penge, mens Cohen selv havde søgt sjælefred i et buddhistisk kloster. I klostret havde Cohen lagt både cigaretter, sprut og piller fra sig, men penge havde han altså pludselig heller ingen af. Derfor indvilgede han i at tage på en verdensturné i 2008 og fortsatte i mange år. I USA kunne man næsten ikke tro på rygterne om, hvordan den gamle mand fyldte stadion efter stadion i Europa. Men Leonard Cohen var og blev et sikkert hit i habit overalt, hvor han optrådte. Flere gange undervejs har han været i Danmark. For få år siden stod han for eksempel veloplagt i over tre timer og tryllebandt tusindvis af begejstrede danskere i Kongens Have i Odense under Hans Christian Andersen Festival. Fuld af humor og fuld af liv. Som da han undervejs selv gav en lille simpel klaversolo og jokende kaldte publikums begejstrede bifald for ”velgørenhed for de ældre”. Humoren var blevet hans varemærke på scenen, som da han til en anden koncert udbrød til to kvindelige fans, der forvildede sig op på scenen: ”Hvem der bare var to år yngre”. Sådan formåede Leonard Cohen med selvironi at afvæbne den musikalske messiasstatus, han fik de seneste år af sin karriere. Men Leonard Cohen blev bedre med alderen. Væk var sceneskrækken, væk var al rødvinen og kemikalierne, der tidligere tvang ham op på scenen. Ifølge forfatteren Sylvie Simmons bag biografien om Leonard Cohen, der også udkom på dansk, har de mange koncerter ligefrem været Cohens vej til sjælefred. Det er en ironisk påstand, når man tænker over, at Leonard Cohens debutkoncert for over fire årtier siden var så overvældende en fiasko for ham, at han beklagende måtte afbryde koncerten på grund af nervøsitet og en stemme, der hele tiden knækkede over. Men hvor han tidligere tog piller for at klare at stå på scenen, blev scenen til sidst hans eneste narkotika. Det tog mange år for Leonard Cohen at nå dertil, men sådan endte han toppen som en af vor tids vigtigste sangskrivere og sang metafysiske bluessange, der trak på et langt livs erfaringer. Leonard Cohen voksede op i en jødisk familie i Montreal. Faderen ejede en herretøjsforretning, hvad der måske stadig forklarer Cohens velklædte fremtoning. ”I tried jeans, but it didn't work,” som han senere har sagt (jeg prøvede cowboybukser, men det fungerede ikke). Som barn tænkte han til gengæld ikke mere over troen, end fisk tænker over det vand, de svømmer i, har han udtalt. Men de bibelske fortællinger kom alligevel til at ligge i ham som poetiske og eksistentielle grundstoffer, han hele tiden er vendt tilbage til, mens han også har været optaget af buddhisme og det kristne billedsprog. Og sproget var fra begyndelsen hans primære interesse. Allerede som niårig omsatte han sine følelser til skrift, da faderen døde. Hvad Leonard Cohen skrev, ved ingen til gengæld. Han gravede det efter sigende ned i haven i en opskåret butterfly som sin egen ceremoni. Senere skrev han dog selv ifølge Ira B. Nadels Leonard Cohen-biografi, at ”bedrøvelse er poesiens ophav”. Det var smerten, der blev til poesien for Cohen. I den forstand ramte Søren Kierkegaard allerede i 1843 Leonard Cohens væsen med sin berømte definition af en rigtig digter: ”Hvad er en Digter? Et ulykkeligt Menneske, der gjemmer dybe Qvaler i sit Hjerte, men hvis Læber ere dannede saaledes, at idet Sukket eller Skriget strømme ud over dem, lyde de som skjøn Musik.” Skøn er al den musik, der er strømmede ud gennem Leonard Cohens læber i tidens løb i hvert fald. Men han debuterede ikke først som musiker, men som digter, efter at han selv faldt over en digtsamling, der som en åbenbaring viste ham, hvad poesien kan. Og først da Leonard Cohen var over 30 år, forsøgte han sig som sanger og sangskriver. Han havde lært sine første guitarakkorder af en guitarist, der kort efter begik selvmord. Sådan var Leonard Cohens karriere svøbt i tragedier. Men kvinderne flokkedes fra begyndelsen om den unge poet, der med tiden også begyndte at skrive sange - først for andre og siden sig selv. ”Man kan sige, at Leonard Cohen blev født som voksen sanger. Men selvom han også skrev mange gode sange som ung, slår det mig, at det bedste, han har lavet, først kom senere,” har musikskribenten Jakob Levinsen, der også har oversat biografien ”I'm your man” til dansk, tidligere sagt her i avisen: ”En anmelder skrev om et af Leonard Cohens tidlige albums, at de sange var perfekte at begå selvmord til. For han har altid bevæget sig mellem erotikken og det apokalyptiske. Men det virker, som om hans sortsyn er blevet mere rummeligt og overskudsagtigt med alderen,” fortsatte Jakob Levinsen. På albummet ”The Future” fra 1991 forudså Leonard Cohen med nærmest profetisk poesi, at alle verdens problemer ikke var løst med murens fald. Men siden blev smerten og sortsynet blandet med selvironi og sine steder forvandlet til håb. Nummeret ”Anthem” indfanger for eksempel Cohens fornemmeste fortrøstning om, at de revner, livet skaber, giver plads til, at lyset kan trænge igennem og ind i mørket: ”Ring the bells that still can ring Forget your perfect offering There is a crack in everything That's how the light gets in.” På albummet ”Old Ideas” virker det oven i købet, som om han rakte frem mod kristendommen med himmelvendte numre som ”Going Home” og ”Show Me the Place”. Men med Leonard Cohen, der var en litterær sangskriver, vidste man aldrig helt, hvem der taler, fastslår Jakob Levinsen: ”Som en forfatter benytter han sig også som sangskriver af mange forskellige stemmer, der kan føre til mange forskellige fortolkninger. Det er også kendetegnende, at singlen til hans kommende album hedder 'Almost Like the Blues'. Det er sortsynet, men så alligevel ikke. Og hans sange er i stigende grad farvet af hans halvmuntre overleverattitude.” Anmeldere verden over er dog enige om, at Leonard Cohens poesi og sangskrivning er i en klasse for sig. Og man kan kun håbe, at han nu synger "halleluja" et smukkere sted. En anmelder skrev om et af Leonard Cohens tidlige albums, at de sange var perfekte at begå selvmord til. For han har altid bevæget sig mellem erotikken og det apokalyptiskeJakob Levinsen
|
2016-11-11
|
Leonard Cohen kunne omdanne smerte til smuk poesi
|
Leonard Cohen, Musik, nekrolog
|
Kultur
|
Nekrolog Af Daniel Øhrstrøm
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
Min mand siger, at han ikke vil kunne trives i byen. Vores forhold er ikke specielt godt, og hvis jeg fik muligheden for valget mellem byen og ham, ville jeg desværre nok vælge byenKatharina Fakta: Spørg om livet Psykolog og familieterapeut Annette Due Madsen og overlæge og psykiater Jørgen Due Madsen svarer i brevkassen "Spørg om livet" på spørgsmål om familie- og samliv og menneskelige relationer. Brevkassen finder du i avisen hver fredag og her på hjemmesiden. Har du et spørgsmål, så skriv til Annette og Jørgen Due Madsen. Alle henvendelser behandles fortroligt, men ikke alle kan forvente svar.
Du kan også sende en mail til adressen brevkasse@k.dk Læs også relevante temaer Med fire børn på stribe er der de seneste år gået mange kræfter med dem, skriver Katharina. Det kan parforholdet lide under, men der er ingen vej udenom for at få relationen på skinner igen, lyder rådet til hende Kære brevkasse
For 15 år siden mødte jeg min nuværende mand. Vi har fire børn. Jeg flyttede fra by til land for at bo sammen med ham, og vi har boet her siden. Børnene flyttede skole til naboskolen på grund af problemer på den gamle skole. De tager skolebussen hver dag, som tager en lille halv times tid. Den yngste er syv år, og den ældste er 14. Mit store problem er, at jeg savner byen noget så forfærdeligt. Det har jeg altid gjort, men jeg har lagt det til side på grund af børnene, der nu trives på den nye skole, men som dog er trætte af, at vi bor et stykke fra skolen. Børnene fornemmer udmærket mit savn. Jeg kører til byen flere gange om ugen, men det opfylder bare ikke mit behov. Jeg er klar over, at savnet ikke kan tages væk, men jeg mener heller ikke, at jeg kan byde børnene endnu et skoleskift. Min mand siger, at han ikke vil kunne trives i byen. Vores forhold er ikke specielt godt, og hvis jeg fik muligheden for valget mellem byen og ham, ville jeg desværre nok vælge byen.
Venlig hilsen
Katharina
Kære Katharina
Tak for dit brev. Vi tror, at mange vil forstå dilemmaet om, hvor man skal bo som familie. For der er nogle mennesker, der elsker, at busserne suser forbi, og at der er liv på gaden, puls, aktivitet og stemning. Andre vil ikke kunne forestille sig at bo i byen og sætter rigtig megen pris på ro, natur, himmel og store vidder. Og så er der alle dem midt imellem. Du fortæller, at du godt kunne tænke dig at bo i byen, men at det er kompliceret, ikke mindst fordi dine børn trives i den skole, de går på, og fordi din mand heller ikke har lyst til at flytte.
Samtidig fortæller du, at du tager til byen flere gange om ugen. Så vi kan forstå, at du ikke bor så langt væk, så det ikke kan lade sig gøre at komme derhen. Og rent tidsmæssigt må det også hænge sammen for dig. Vi ved ikke, hvad du laver i byen, om du går i butikker, går til en fritidsaktiviteter, er med i noget foreningsarbejde, eller om du besøger venner, når du er der. Uanset så tænker vi, at det ville være en god idé, når det ser ud til, at I ikke lige står foran en flytning, at du systematiserer de ting, du gerne vil gøre i byen. Planlæg det i samråd med din familie og gør det med god samvittighed. Efter mange år med små børn og meget praktisk arbejde tænker vi, at det kunne være godt, hvis du virkelig kunne nyde dine udflugter til byen, og at du bruger det som frirum og til inspiration – uanset hvad du laver der. Hvis du har mulighed for at komme til byen flere gange om ugen, så vil dem, du kender der, også kunne komme til jer. Så måske skal du tænke over, hvordan du kan forme et aktivt og levende liv, som du ønsker dig det, og så arbejde på at få det. Og så må du og din mand tale om, hvad der skal ske om nogle år, når børnene begynder at flytte hjemmefra eller skal i gymnasiet eller anden form for ungdomsuddannelse. Det varer ikke så længe, og da vil I måske kunne tage nogle nye valg, som planlægges i god tid, og som kan blive til glæde for jer begge.
Det, der bekymrer os mest ved det, du skriver, er, at du samtidig med dit savn af byen også fortæller, at dit forhold til din mand ikke er særlig godt. Den situation farver jo mange ting i livet, for havde I to haft et godt og hyggeligt fællesskab, så kunne mange ting formes og lade sig gøre, også selvom man måtte gå på kompromis med nogle ting. Vi ved ikke, hvad jeres problem er, men det allervigtigste er, at både du og din mand tager dette problem alvorligt. I har fire hjemmeboende børn, som sanser stemninger, og som du skriver, er de også godt klar over din utilfredshed. De fornemmer også, at I ikke har det så godt. Det er synd for jer to voksne, og det er synd for jeres børn. Vi ved ikke, hvad I har prøvet for at skabe forandring i jeres relation. Men det er ikke usædvanligt, at når man har fået fire børn på stribe, at der så er gået rigtig mange kræfter til alt det praktiske og til børnenes behov, og undervejs kan de voksne glide længere og længere væk fra hinanden. Nu er alle jeres børn skolebørn, og tiden er kommet til, at I tager jeres forhold alvorligt og arbejder på det.
Så før du skal tage stilling til, om du skal bo på landet eller i byen, så tænker vi, at du først og fremmest skal bruge dine kræfter på at komme i god dialog med din mand. Det kan være, at det er svært, men det at være åben og ærlig, lyttende og fortællende er den eneste vej videre. Vi ved ikke, om I har fået noget hjælp fra en klog og professionel familiebehandler, eller om I har været på et parkursus. Hvis ikke, vil vi anbefale det – uanset hvordan jeres forhold er, for I kan ikke gå rundt i dette grå ingenmandsland, som du beskriver.
Vi ved heller ikke, om du og din mand har været på storbyferie alene sammen i nogle dage eller en uges tid inden for de sidste mange år. Hvis ikke må I finde ud af få passet børnene og så komme af sted. Du vil kunne få puls, og I vil have tid til jer selv og til dialog. I to voksne kunne også tage endnu længere ud på landet i et sommerhus, hvor der er ro til at få talt sammen om vigtige og alvorlige ting. Og måske også nogle glædelige. Vi tror, at I skal gøre begge dele. Som sagt bliver I nødt til at se jer selv og hinanden i øjnene og få snakket om jeres forhold og jeres familieliv. Det skylder I jer selv og jeres børn. Ellers bliver din mand sikkert mere og mere en person, der trækker sig ind i sig selv og lader dig gøre det, som du vil, og børnene kan så gå og se på to grå og utilfredse voksne. Vi ved ikke, hvor længe I har haft det sådan sammen, og hvor dårligt det er. Det kan være, vejen tilbage til det gode og levende samliv er lang. Men det kan også være, at der er et potentiale, som I er nødt til at finde frem og arbejde hårdt for at fremkalde til den gode vej videre for jer alle.
Mange hilsener
|
2016-11-11
|
Hvis jeg fik muligheden for at flytte til byen, ville jeg nok gøre det og vælge min mand fra
|
børn, brevkasse, Parforhold
|
Liv & Sjæl
|
Spørg Om Livet
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
Læs også Afdøde Leonard Cohen har gennem et halvt århundrede samlet fans verden over. En præst, en forfatter og en festivalchef sætter ord på, hvorfor de vil savne den canadiske poet og sangskriver med den karakteristiske stemme En af verdens helt store musikere Leonard Cohen er død. Den canadiske sangskriver har gennem et halvt århundrede samlet fans i hele verden og vil blive husket for sin unikke sangstil og poetiske tekster. Ifølge Cohen-kender Jakob Brønnum handler sangene om både det menneskeligt nærværende og det åndelige. Cohen er for leder af den jødiske filmfestival i København, Anne Boukris, en spirituel guide. Og ifølge præst Anders Kingo er Leonard Cohens musik i tjeneste for poesien. Jakob Brønnum, teolog og forfatter Leonard Cohen var en sangskriver i særklasse. Jeg kan godt forstå, at nobelprisen først gik til Bob Dylan, men Leonard Cohen måtte have været den næste sangskriver i køen til den anerkendelse. For han formidlede noget helt specielt, som man ikke ser hos nogen anden. Han kunne skrive om det menneskeligt nærværende på en måde, så man ikke er klar over, om det handlede om spiritualitet eller kropslighed i hans sange, der også forenede moderne lyrik med jødisk mystik. Det er unikt og helt fantastisk smukt. Man ser det for eksempel i hans berømte sang ”Hallelujah”, hvor man kan blive i tvivl, om han taler til Guds trone eller en kvinde, der har forladt ham, når han skriver:
“There was a time you let me know / What's really going on below / But now you never show it to me, do you? / And remember when I moved in you / The holy dove was moving too / And every breath we drew was Hallelujah”.
Sådan kan sammensmeltningen af krop og ånd ses overalt i forfatterskabet. Cohen kunne skabe en tidsløshed i enkelte verslinjer, der er beundringsværdigt. Det er der meget få digtere, der kunne gøre ham det efter. Teolog Anders Kingo, sognepræst ved Helsingør Domkirke Mange mennesker har lyttet til Leonard Cohen som den store kvindebedårer og har kun hørt hans tekster som meget sanselige. Teksterne er bestemt sanselige, men det er en sanselighed af en helt særlig art. Cohens sanselighed folder sig ud i et åndeligt rum med en dimension, den ikke har i sig selv, men som får højde, dybde og storhed, fordi den modtages i det åndelige rum.
Det fantastiske ved Cohen er, at musikken bærer teksten frem, man kan sige, at musikken er i tjeneste for poesien og er med til at forstærke det poetiske udtryk. Langt de fleste af hans tekster kan godt stå alene, men får et meget stærkt udtryk ved at blive båret frem af melodierne. Men det er ikke musikken, der gør teksterne tilgængelige. Hvis man skal forstå dybden af hans tekster, skal man have sans for den åndelige dimension. Og har man det, så forstærker musikken det indtryk. Jeg har gennem årene vidst, at Leonard Cohen var der, men det er først for ikke så mange år siden, at gik op for mig, at der var denne åndelige dimension. Og så begyndte jeg at se ham som en, der går hånd i hånd med Søren Kierkegaard. Jeg ved, at det kommer bag på mange, men for mig er det helt naturligt, at de to har den samme åndelige tilgang til det at være menneske. I Det Nye Testamente beskrives modsætningen mellem ånd og kød. Kød er udtryk for alt det, et menneske kan præstere og ånden er Guds gerning, der muliggør, at vi mennesker ikke blot har en kødelig mulighed for at leve vores liv. Kampen står mellem kødet og ånden, for det ligger et menneske lige for at holde sig til de kødelige muligheder. Cohen tog den kamp op. Det ser man eksempelvis i nummeret ”If it be your will”, der er en mands bøn til en kvinde, men først og fremmest en bøn til Gud, hvor han siger: Nu vil jeg tie, indtil du kalder på mig. Jeg husker koncerten den 4. juli 2008 ved Rosenborg Slot i København, hvor Leonard Cohen hen mod slutningen lagde an til at synge den sang og folk begyndte at grine og more sig. Så trådte han med stor myndighed frem på scenen og sagde: "Det er en bøn, mine venner". Anne Esther Boukris, leder af jødisk filmfestival Det er meget emotionelt for mig, at Cohen nu er død. Han kunne formentlig have levet 10 år mere. Men den verden, han sang om, er ikke mere. Og den er ikke den samme uden ham. Cohen sang ind i kernen af, hvad kærlighed er, hvad vi tør tale om af følelser. Der er store ting i hans tekster, som næsten er væk i dag. Især når man tænker på ugens store begivenhed i USA.
Hvem skal overtage hans autencitet, ydmyghed, selvreflektion og evnen til at korrigere og erkende, at man kan tage fejl? Det, han sang om, var begrænsningen som menneske. Den ser jeg ikke længere. Det, han fortalte os, var, at vi er små, sårbare og skrøbelige. Hvem kan udfylde det rum?
Cohen rørte mig på en helt særlig måde. Hans livsværk er som en bibel, som han har ladet mig mærke, uanset hvor og hvornår, jeg læser hans poesi, biografi og lyrik, der er så universelt og opdateret.
Også hans jødiske arv er tydelig for mig, når jeg lytter til hans sange igen og igen. Der er tydelige spor af den arv, han var eksponeret for, og som viser sig i sangenes strukturer, som kan virke næsten meditativt. Cohen er en åndelig guide, som giver mig et åndehul i livet. Cohen havde en særlig besked. Det handler om fejlbarligheden i os alle. Han havde en helt ren stil, var smuk og æstetisk og berherskede sproget. Samtidig var han sårbar, som når han synger: ”There is a crack in everything / That’s how the light gets in.” (Der er en revne i alting, det er sådan, lyset kommer ind).
Han pegede på kærligheden, og at vi ofte svigter dem, vi elsker. Jo mere vi åbner op for den, jo smukkere bliver man. Men det er ikke kun dystert, det er en slags anvisning, som man kan bruge, hvis man ikke lytter til en præst eller en rabbiner. Og man går fri videre.
|
2016-11-11
|
Cohen-kendere: Man skal have sans for hans åndelige dimension
|
Leonard Cohen, Anders Kingo, Jakob Brønnum, Anne Boukris
|
Kultur
|
Vox Pop Af Benjamin Krasnik; Dorte Washuus og Daniel Øhrstrøm
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
Det blir inget nyval i Danmark. Här breaking news i danska Politiken: Efter komplicerade förhandlingar har minoritetsregeringen Venstre idag sytt ihop en statsbudget för 2017. Regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti har indgået en aftale, der blandt andet betyder lavere afgift på biler, en fastfrysning af grundskylden og flere udlændingestramninger. Vad gjorde att Dansk Folkeparti köpte paketet? Dansk Folkeparti, der har fokuseret på udlændingestramninger, flere betjente og boligydelsen til pensionister, sætter også flere aftryk. Ifølge formand Kristian Thulesen Dahl er partiet kommet igennem med alle de syv krav på udlændingeområdet, som det gik ind til forhandlingerne med, blandt andet strammere regler for ophold i Danmark og en nødbremse, der giver mulighed for at afvise asylansøgere ved grænsen. 480 millioner afsættes til boligydelsen til ældre, ligesom der oprettes en ny og kortere politiuddannelse.
|
2016-11-18
|
Inget nyval i Danmark
| null |
Ledare
|
Janerik Larsson
|
SvD.se
|
svd.se
|
Afstemning til Danmarkskanon Fra i dag og frem til den 22. november kan der stemmes på hjemmesiden danmarkskanon.dk. Alle kan stemme. Man kan godt stemme på flere værdier, men man kan kun stemme på en værdi én gang. De 10 samfundsværdier, som har fået flest stemmer, vil indgå i den endelige Danmarkskanon, som offentliggøres den 12. december 2016 . De 20 samfundsværdier Andelstanken Danmark i verden Deltagende folkestyre Den kristne kulturarv Det danske sprog Folkelige bevægelser Folkeoplysning Foreningsliv & frivillighed Frihed Frisind Hygge Håndværk Kort magtdistance Kønsligestilling Landskab & kultur Lighed for loven Medmenneskelighed Plads til forskellighed Tillid Velfærdssamfundet Læs også Andelstanken, hygge og den kristne kulturarv er nogle af de 20 samfundsværdier, som danskerne fra i dag og en uge frem kan stemme om. De 10, der får flest stemmer, ender i Bertel Haarders Danmarkskanon For snart et år siden lancerede kulturminister Bertel Haarder (V) sin ide om endnu en kanon med de vigtigste danske værdier, der i særlig grad har formet samfundet og befolkningen i Danmark. Ideen falder lige ind i en større offentlig debat om danskhed og har udviklet sig til et stort projekt gennem hele 2016. Kulturministeriets embedsmænd har brugt mange kræfter på at formidle projektet, indsamle forslag og arrangere kanontræf i hele landet, og nu indledes sidste fase i kanonprocessen. 2425 forslag fra danskerne blev sendt ind, heriblandt mere kuriøse som fiskefileter. Men Haarder vil denne gang ikke samle materielle værdier, men snarere traditioner og strømninger, som danskerne dermed kan blive husket på, og som nytilkomne kan lære at kende. De seneste uger har seks kuratorer grovsorteret de mange bud til et antal, der nu er kogt ned til i alt 20. De 20 forslag kan danskerne fra i dag og en uge frem stemme om, og de 10 danske værdier, der får flest stemmer ender i Haarders Danmarkskanon.
Blandt de kuraterede forslag er hygge, foreningsliv & frivillighed og medmenneskelighed. Kun et enkelt forslag handler om kristendommen, nemlig den kristne kulturarv. Haarder glæder sig over processen og ser frem til resultatet om en uge.
”Det har været interessant at læse de mange, varierede forslag fra danskerne. Og jeg glæder mig til at se, hvilke værdier danskerne vurderer som mest betydningsfulde for vores kultur, samfund og fremtid. Jeg vil på lige fod med alle andre gå på danmarkskanon.dk og stemme. Jeg vil stemme på mange af værdierne, da de hver på deres måde udtrykker, hvad vi er formet af og fælles om og gerne vil have med ind i fremtiden,” siger Bertel Haarder. Du kan stemme om forslagene her.
|
2016-11-15
|
Nu skal danskerne stemme om værdier til Danmarkskanon
|
bertel haarder, danmarkskanon, kristne kulturarv, kulturministeriet
|
Kultur
|
Af Benjamin Krasnik
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
Læs også Tre Venstre-medlemmer på landsmødet forholder sig til Lars Løkke Rasmussens (V) plan om en VKLA-regering Statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) invitation til De konservative og Liberal Alliance om at danne ny regering, har affødt delte meninger blandt de fremmødte Venstre-medlemmer på landsmødet. Kristeligt Dagblad har talt med et tidligere medlem af Liberal Alliance, et byrådsmedlem og en ungdomspolitiker. Lars Berg Dueholm, medlem af Venstre og fra 2010 til 2015 medlem af borgerrepræsentationen i København for Liberal Alliance: ”Invitationen er spændende, men jeg er meget skeptisk over, om Liberal Alliance overhovedet har tænkt sig at takke ja til invitationen. Hvis de takker ja, er jeg i tvivl om, hvor vidt de vil være en stabil samarbejdspartner. Det har jeg lært i løbet af mine fem år i partiet. I baglandet vil det blive opfattet som om, at ledelsen sælger arvesølvet for et par ministerbiler. Holdningen er, at alle andre partier er socialdemokrater, og baglandet frygter, at man vil blive smittet af det, hvis man går ind i maskinrummet. Det var dog det eneste værktøj for Lars Løkke Rasmussen, der var tilbage i værktøjskassen til at løsne op for situationen. Men ligesom når man ræber sejlene på et skib, inden man sejler ind i stormen, betyder det ikke, at stormen ikke kan blive alvorlig. Jeg ser mange mørke skyer ved at regne Liberal Alliance som et regeringsdueligt parti.” Latifa Ljørring, medlem af Greve byråd ”Jeg er ganske tilfreds med invitationen, som vi længe har efterlyst. Det er et godt træk, for vi har brug for et større samarbejde, og det er kun på tide, at de andre partier kommer ind i kampen. Jeg ved ikke, om det løser noget, men det handler om at tage ansvar. Det er for nemt at stille ultimative krav, når man står uden for. Jeg håber meget, at de tager imod den hånd, vi rækker ud.” Chris Holst Preuss, formand for Venstre Ungdom ”Som udgangspunkt synes jeg, at det er en fornuftig ide. Det er tydeligt, at vi har brug for at ryste posen for at komme videre med den 2025-plan. Alt, hvad der kan medføre, at vi kommer videre i forhandlingerne, kan jeg kun bakke op om. Som Lars Løkke Rasmussen rigtigt sagde, så er det en fordel, at man først og fremmest forhandler internt, inden man går ud og forhandler med Dansk Folkeparti.”
|
2016-11-19
|
Voxpop: Hvad siger Venstre-medlemmer til Løkkes plan om ny regering?
|
Lars Løkke, voxpop, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti
|
Samfund
|
Af Evander Pedersen
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
Måske kan statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) få Liberal Alliance og De Konservative med i sin regering, men det redder ikke hans drøm om en gennemgribende samfundsreform. Selv hvis Anders Samuelsen kommer ned fra sit træ, har Dansk Folkeparti plantet en hel skov af forhindringer for et borgerligt-liberalt regeringsprojekt Hvor har der dog været talt meget om Liberal Alliances leder Anders Samuelsen og hans stålsatte forskansning i toppen af et træ det seneste halve år. Nu har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på Venstres landsmøde i Herning inviteret ham ned og ind på Marienborg, hvor både han og De Konservatives leder Søren Pape Poulsen i dag vil blive tilbudt ministerposter. En invitation til forhandlinger begge partiledere har taget imod. På landsmødet drog de delegerede og politikerne et lettelsens suk, fordi de igen ser en fremtid for ”det borgerlige Danmark” og regeringens stort anlagte 2025-plan. Det vil sige den helhedsplan, som skal bringe skattelettelser, vækst, tryghed for boligejere og et mere robust pensionssystem. Et nært forestående folketingsvalg synes afværget, hvis ellers forhandlingerne på Marienborg fører til et nyt regeringsgrundlag og en ny VLAK-regering med støtte fra Dansk Folkeparti.
|
2016-11-20
|
Den halve løsning hjælper ikke Løkkes projekt
|
Lars Løkke, Dansk Folkeparti, socialdemokratiet, Lars Løkke Rasmussen, Mette Frederiksen, Søren Pape Poulsen, Kristian Thulesen Dahl
|
Samfund
|
Politisk Analyse Af Henrik Hoffmann-Hansen; Politisk redaktør
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
Danskerne opfatter Venstre som elitens parti. For ikke at øge afstanden mellem regeringen og befolkningen kunne partiet med fordel tydeliggøre, hvorfor man fører den politik, man gør, lyder det fra flere Venstre-politikere Befolkningerne gør oprør mod eliten. Sådan lød forklaringen, da danskerne stemte nej til at afskaffe retsforbeholdet, da briterne forlod EU, og da amerikanerne gjorde Donald Trump til deres kommende præsident. I disse tider kan det tydeligvis være politisk selvmord at blive betragtet som en del af eliten. Så hvordan har Venstre det med, at 31 procent af danskerne i en meningsmåling, som YouGov har foretaget for Kristeligt Dagblad, peger på netop deres parti som det, der repræsenterer eliten? Vi har på partiets landsmøde i Herning spurgt EU-ordfører, Jan E. Jørgensen, politisk ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, og miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen. Jan E. Jørgensen (V), EU-ordfører 31 procent af den danske befolkning peger på Venstre som det politiske parti, der repræsenterer eliten. Hvad tænker du om det? Hvis man siger ”elite”, er jeg stolt, men hvis man siger ”eliten”, vil jeg sige, at det er et problem. Jeg synes, det er ret tydeligt, at Venstre er et folkeparti. Her på landsmødet er det høj og lav, tyk og tynd, og geografisk finder man næppe et parti, som er så bredt repræsenteret i så store dele af landet. Det er i virkeligheden et parti, som er meget folkeligt og ikke særlig elitært. Men det handler også om, hvad folk forstår ved begrebet. Hvis folk mener, at Venstre er en politisk elite, så er det rigtigt, for vi har været regeringsparti i mange år. Men hvis eliten skal forstås som en gruppe, der har glemt sine rødder, så er det forkert. Jeg er selv vokset op i en toværelses lejlighed med en enlig mor på invalidepension. Jeg synes ikke, at der er noget skidt ved at være del af en elite, hvis man er blevet det på baggrund af flid og kvalifikationer. Hvor meget tænker I over, at I ikke skal fremstå som elitens parti? Vi skal tage folks bekymringer for globaliseringen alvorligt, men det betyder ikke, at vi skal sætte os ned og være bange sammen. I stedet for at indgyde frygt hos folk, skal vi give dem håb. Ellers risikerer vi at give grobund for populister, der kan komme med deres lette løsninger. Det er en farce, at en politiker som Donald Trump kan slå sig op på at bekæmpe eliten. Manden er stinkende rig og bor i Trump Tower, som er en moderne udgave af solkongens slot i Versaille. Hvordan forsøger I at undgå, at befolkningen skal opfatte jer som elitens repræsentanter? Vi skal sørge for, at politik ikke blot fremstår som et spil. Hvis vi tager finansloven som eksempel, fremstår det som om, at vi har sænket registreringsafgiften, fordi Liberal Alliance ønsker det. Men det er jo ikke derfor, vi gør det. Vi gør det, fordi biler skaber vækst, og fordi almindelige mennesker også skal have råd til at bo i parcelhus og have en bil. Hvis du bor på landet, er en bil lig med personlig frihed. Et andet eksempel er frihandelsaftalerne med USA og Canada, TTIP og CETA. De aftaler har vi længe talt om på vores indre linjer, men første gang, danskerne hørte om aftalerne, var, da Greenpeace og Alternativet begyndte at kritisere dem. Vi skal være langt bedre til at få fortællingerne ud til befolkningen. Jakob Ellemann-Jensen (V), politisk ordfører 31 procent af den danske befolkning peger på Venstre som det politiske parti, der repræsenterer eliten. Hvad tænker du om det? Det kan man både tolke positivt og negativt, alt efter hvordan man forstår begrebet. I sportens verden og mange andre steder er det ekstremt positivt, men sådan skal det nok ikke opfattes. Hvis man ser på tendensen til at gøre op med eliten i hele den vestlige verden, er det naturligvis ikke rart. Jeg synes, at statsministeren i sin tale havde fat i noget meget rigtigt og meget vigtigt. Globalisering, digitalisering og automatisering er for mange en mulighed, der gør verden mere spændende. Men på den anden side har vi en gruppe mennesker, hvor det udgør en trussel og risikerer at tage brødet ud af munden på dem. Hvis du har mistet dit job, så er det svært at finde trøst i, at bruttonationalproduktet er vokset med 0,01 procent. Den udfordring skal vi tage virkelig alvorligt og bekymre os oprigtigt om. Hvor meget tænker I over, at I ikke skal fremstå som elitens parti? Hvor meget vi egentlig tænker på det? Jamen, min tøven indikerer måske, at vi ikke tænker nok over det. Der findes politikere, som har nemme løsninger på svære spørgsmål. De italesætter mange af de udfordringer og bekymringer, som almindelige mennesker har, hvor vi kan have en tendens til at sige, at det ikke kan lade sig gøre af denne, denne og denne grund. Vi skal selvfølgelig ikke foregøgle folk, at der findes nemme løsninger, men vi skal være bedre til at fortælle om vores visioner. Hvordan forsøger I at undgå, at befolkningen skal opfatte jer som elitens repræsentanter? Vi kan være tydeligere i at forklare folk, hvorfor vi gør, som vi gør. Det gælder alle de gamle, etablerede partier. Udflytningen af statslige arbejdspladser er et godt eksempel på, at det kan lykkes. Mange sagde, at det ikke kunne lade sig gøre, at folk siger op, og at det er forfærdeligt at bo i Jylland – hvilket jeg i øvrigt kan afkræfte. Dér havde vi et klart politisk mål, og vi var skarpe til at fortælle, hvorfor vi ønskede det. Det kunne vi sagtens overføre til andre politiske områder. Esben Lunde Larsen (V), miljø- og fødevareminister 31 procent af den danske befolkning peger på Venstre som det politiske parti, der repræsenterer eliten. Hvad tænker du om det? Det kommer an på, hvad de lægger i begrebet. Som minister vil man naturligvis tilhøre en magtelite, men det er ikke ensbetydende med, at man er elitær. Jeg opfatter ikke mig selv som en del af eliten, men en folkelig repræsentant, som varetager et embede. Men som udgangspunkt tænker jeg, at elite er noget positivt. Det er folk, som har særlige kompetencer, hvad enten man taler om den sportslige elite, politiske elite eller den kulturelle elite, hvor man kan have oparbejdet en platform som forfatter eller skueskuespiller. Hvis det til gengæld skal forstås sådan, at vi er blevet elitære og dermed afkoblet fra resten af folket, så bekymrer det mig. Hvor meget tænker I over, at I ikke skal fremstå som elitens parti? Vi er meget bevidste om, at vi som regering er sammen med det folk, som vi er valgt til at repræsentere. Vi viser, at vi kerer os om alle områder i landet, så ingen føler sig glemt. Det ligger mig og mine regeringskolleger meget på sinde, at folket skal opleve, at deres ansigter på magten ikke blot sidder i København, men fører en politik, som gavner hele landet. Vi har på det seneste set en distance mellem Washington og folket, London og folket. Vi skal ikke have en situation, hvor der også bliver afstand mellem politikerne i København og folket. Hvordan forsøger I at undgå, at befolkningen skal opfatte jer som elitens repræsentanter? Jeg har personligt overvejet, hvordan jeg gerne vil agere. I sommer har jeg haft fire formiddagskaffe-arrangementer i Vestjylland, hvor folk har hørt, hvordan en minister arbejder – ikke som et politisk indlæg, men som et oplysningsindlæg. Jeg har et ansvar for at vise befolkningen, at der intet elitært er over at være minister. I løbet af min tid som minister har jeg også besøgt Bornholm fire eller fem gange for at give et øsamfund muligheden for at møde en magthaver og komme til orde over for en regering. Det, tror jeg, er væsentligt.
|
2016-11-20
|
Venstre-profiler: Vi kan gøre mere for ikke at fremstå elitære
|
venstre, eliten, Globalisering, Jakob Ellemann-Jensen, YouGov, Esben Lunde Larsen, Greenpeace
|
Samfund
|
Af Evander Pedersen
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
Læs også relevante temaer Klimaforhandlingerne i Marrakesh går i dag ind i anden uge. Folkekirkens Nødhjælps klimarådgiver er tilstede i Marokko, hvor idealer og praksis nu skal nærme sig hinanden Afstanden mellem klimapolitik og klima i praksis kan virke stor. Ved FNs klimaforhandlinger taler diplomater i jakkesæt om indholdet af paragraffer og aftaler. Samtidigt står Folkekirkens Nødhjælps partnere midt i tørke i Malawi og knokler for at hjælpe lokale landmænd med at få mad til familien. Forskellen på opgaverne kan virke gigantisk, men egentlig bør diplomaterne og vores partnere være på det samme hold. Klimaforhandlingerne i Marrakesh går i dag ind i anden uge. De kommende dage rykker ministre og politikere ind. Imens den første uge fokuserede på detaljer, regler og tekniske spørgsmål, kan vi nu forvente pæne ord og taler om at øge ambitionerne. Men talerne er nødt til at blive efterfulgt af konkrete handlinger. Nogle ministre vil fortælle, om hvordan de vil hjælpe ulandene med flere penge, imens andre vil præsentere nye og innovative løsninger. Ministrenes taler, og forhandlingerne om et øget internationalt klimasamarbejde er vigtige, også for den fattige landmand i Malawi. På onsdag vil ministrene for eksempel tale om, hvordan de kan sikre, at der kommer flere penge til klimatilpasning. Det betyder større muligheder for, at landmanden kan få hjælp til at bygge diger, som beskytter mod oversvømmelse, eller brønde og pumper, der kan bruges under tørke. Koblingen mellem politik og praksis er vigtig. Det er også en af grundene til, at Folkekirkens Nødhjælp og mange andre NGO’er er taget til klimatopmødet. I vores delegation har vi for eksempel partnere fra Indien og Uganda, lande hvor klimarelaterede katastrofer er ved at blive til hverdag. Tørke i Uganda tvinger hyrdefolk til at opgive tusind år gamle traditioner. Nogle flytter til større byer i landet. Andre prøver at tage til de rigere lande, som lande i EU, hvor udviklingen i mange år har bidraget til den globale opvarmning. Vi vil minde politikerne om virkeligheden, om hvilke effekter udslip og klimaforandringer har for almindelige mennesker, hvilke løsninger som kan skabe en positiv udvikling, og hvordan aftalerne kan skabe resultater for både rige og fattige rundt om i verden. Politik og praksis kan virke meget forskelligt. Men hvis de politiske rammer ikke bakker op om den konkrete omstilling, som alle lande nu skal igennem, så bliver det svært at se konkrete resultater i praksis. Mattias Söderberg er senior advocacy advisor hos Folkekirkens Nødhjælp
|
2016-11-14
|
Koblingen mellem politik og praksis er vigtig i klimadebatten
|
Klima, miljø, Marokko, marrakesh
|
Samfund
|
MATTIAS SÖDERBERG; SENIORRÅDGIVER HOS FOLKEKIRKENS NØDHJÆLP
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
Det vil være godt for Danmark, hvis vi har en større regering, og det er så min vurdering, at det rigtige vil være at invitere Liberal Alliance og det Konservative Folkeparti.Lars Løkke Rasmussen Læs også Regeringen er kørt fast, men statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) håber at komme ud af dødvandet ved at udvide sin regering med Liberal Alliance og De Konservative Desperat eller genialt? Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har indledt Venstres landsmøde i Herning ved at ryste den politiske pose godt og grundigt. Efter flere måneders dybfrost i de borgerlige partiers relationer, forsøger Lars Løkke Rasmussen at slå hul på isen ved at udvide sin regering med Liberal Alliance og De Konservative. ”Det vil være godt for Danmark, hvis vi har en større regering, og det er så min vurdering, at det rigtige vil være at invitere Liberal Alliance og det Konservative Folkeparti til at gå i regering sammen med vores parti, Venstre. En ny borgerlig-liberal trekløverregering. Det ville kunne blive en regering med partier, som på mange måder er nært beslægtede,” sagde Lars Løkke Rasmussen under stort bifald. Dansk Folkeparti er blevet orienteret om forsøget på at omdanne regeringen, men står uden for forhandlingerne. Allerede mandag er Liberal Alliances leder Anders Samuelsen og De Konservatives Søren Pape Poulsen indbudt til forhandlinger på Marienborg om at skrive et nyt regeringsgrundlag og danne en ny regering. Begge ledere var orienteret inden Lars Løkke Rasmussens tale og har takket ja til invitationen. Det helt store konfliktpunkt i samarbejdet mellem de borgerlige partier har været Liberal Alliances ultimative krav om topskattelettelser på fem procent ”hele vejen op” og Dansk Folkepartis lige så ultimative afvisning af det krav. Konflikten har i særdeleshed spændt ben for Venstre-regeringens ønske om at gennemføre en 2025-plan med store ændringer af både skat, pension og uddannelsesstøtte for at skabe mere vækst og gøre det mere attraktivt at arbejde. ”Det er faktisk en fantastisk plan. Som burde vække begejstring. Desværre…stod vi lidt alene med den begejstring,” som Lars Løkke Rasmussen selvironisk sagde fra talerstolen i Herning. Først da regeringen for et par uger siden lagde planen på hylden, kom der gang i forhandlinger om finansloven, PSO-afgiften og ejendomsvurderingssystemet – forhandlinger, som alle blev afsluttet torsdag og fredag i denne uge, og som skabte et væsentligt bedre samarbejdsklima mellem de fire borgerlige partier. Det er den ændring, statsministeren nu vil bruge til at skabe en ny regering. Et afgørende spørgsmål bliver, om Liberal Alliance vil opgive det ultimative krav om at lette topskatten med fem procent hele vejen op. Anders Samuelsen ville ikke svare direkte på det spørgsmål i et interview med TV2 News, men et manglende er i sig selv en slags svar. Selv hvis det lykkes at danne en regering af de tre borgerlige partier, står den fortsat over for den udfordring, som alle mindretalsregeringer med flere partier har, nemlig at alle partier først må gå på kompromis indbyrdes i regeringen, og derefter skal regeringen yderligere gå på kompromis for at få lovgivning igennem.
|
2016-11-19
|
Løkke ser lys i mørket sammen med LA og K
|
Lars Løkke, Liberal Alliance, Lars Løkke Rasmussen, konservative, statsminister Lars Løkke Rasmussen, Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti
|
Samfund
|
Af Henrik Hoffmann-Hansen; Politisk redaktør
|
Kristeligt Dagblad
|
kristeligt-dagblad.dk
|
End of preview. Expand
in Data Studio
README.md exists but content is empty.
- Downloads last month
- 209